Superliga

FCK nedlagde duksene - FCM vandt bundkamp

FC København hænger på i toppen efter det blev 2-1 hjemme over duksene fra Esbjerg fB.

Lars Winde blev udvist i det fjerde minut, og Cesar Santin, der fremtvang udvisningen, scorede efterfølgende selv på straffesparket. Det lignede en tidlig afgørelse på kampen. Vestjyderne hang dog på. Oscar Wendt scorede til 2-0 efter en time, men Søren Rieks reducererede for gæsterne med et kvarter igen. Med sejren er FCK nu kun to point bag dagens modstander i toppen.

Bundkampen mellem FC Midtjylland og HB Køge endte med en 2-1-sejr til værterne. Farlige Frank Kristensen scorede begge FCM's mål, mens Sebastian Andersen først kort før tid fik pyntet på resultatet for gæsterne. FCM har nu 10 point, mens HB Køge og Randers har henholdsvis 6 og 2 point under stregen.