Video : Tipsbladet
Generelle

Danmarks nye målkonge: Næsten aldrig set før!

På Arsenals akademi render en fremtidig dansk stjerne rundt og scorer mål efter behag.

På Arsenals akademi har de en ung mand løbende rundt ved navn Chidozie Martin-Obi eller bare Chido Obi. Selvom navnet ikke umiddelbart klinger dansk, så er angriberen født og opvokset i Danmark og spiller på det danske ungdomslandshold.

Det skal vi formentlig være glade for, da Chido Obi, 16 år, hamrer mål ind på stribe. I efteråret scorede han hele ti gange i en U16-kamp mod Liverpool, og siden er han bare fortsat med at få netmaskerne til at blafre.

I marts scorede han fire mål i to kampe i streg på U18-niveau og for nyligt blev det så til fem fuldtræffere mod West Ham. Men hvad pokker er det, der gør angriberen så ustyrligt målfarlig.

Det er Jeorge Bird, der har sin egen hjemmeside, hvor han følger Arsenals akademispillere tæt, en af de bedste til at svare på.

- En af Chidos bedste egenskaber er, at han er så rolig en afslutter. Der har været ungdomsspillere før, som har scoret mange mål, men han gør det med en stor lethed. Han har tangeret rekorden for flest mål for en Arsenal-spiller på U18-niveau, så det er næsten aldrig set før, siger han til Tipsbladet.

Foto: Alamy

16 mål i sine seneste fem kampe står angriberen noteret for på U18-niveau og 20 mål i 14 kampe har han i alt lavet i denne sæson på samme alderstrin. Men det er også blevet til minutter på U21-holdet og træningspas med førsteholdet.

- Hans måde at spille på, hvad angår hans afslutninger, minder lidt om (Erling) Haaland, da han arbejder meget inde i straffesparksfeltet. Der er også nogle ligheder med (Nicolas) Anelka. Han skal stadig spille sig fast på U21-holdet, så der er et stykke endnu, men trænerteamet på førsteholdet holder øje med ham. Så hvis han gør det godt på U21-niveau, så kan han komme tættere på (førsteholdet, red.) i næste sæson, lyder det fra Jeorge Bird.

En anden af Chido Obis store styrker er, at han fysisk er på et noget andet niveau end sine jævnaldrende. Den del kommer naturligvis til at udligne sig med alderen.

Det er her, han for alvor bliver testet, mener Jeorge Bird.

- Han har helt sikkert potentialet til at komme rigtig langt. Men det bliver interessant at se, hvordan han gør det, når han kommer op mod nogen på sin egen størrelse. Hans bevægelser og teknik er af så høj kvalitet, at jeg tror, han vil klare det.

Indtil videre har Chido Obi, der bliver 17 senere på året, ikke vist andet, end at han har, hvad der skal til. Udover at være en målmaskine på klubplan, så går det også meget godt i landsholdsregi.

Angriberen kan både spille for England og Nigeria men har altså valgt Danmark, hvor han har scoret 14 mål i 22 ungdomslandskampe på U16- og U18-niveau.