Video : Tipsbladet
Generelle

Bundesliga-misundelse: Vi taler meget om FCK

FC København fylder en del i omklædningsrummet hos Werder Bremen, kan Jens Stage afsløre.

Werder Bremen var for få år siden ganske usædvanligt nede og vende i 2. Bundesligaen, men klubben er så småt tilbage mod subtoppen af tysk fodbold. 

I denne sæson er man foreløbig nummer syv, og derfor begynder klubben så småt at drømme om Europa til næste sæson. Noget man var fast deltager i tilbage i midten af nullerne, da klubben kæmpede med i toppen af tysk fodbold. 

Lykkes det Werder Bremen at kvalificere sig til Europa, så har de i Jens Stage en spiller, der har prøvet det før. Han har både spillet Europa League- og Conference League-gruppespil fra sin tid i FC København, og netop FC København er et hold, som truppen måler sig med. Det afslører Jens Stage i et interview med Sport Bild. 

- Vi snakker meget om FC København. Jeg siger så, at det er et godt hold og har det lidt sjovt med det, lyder det fra Stage, der altså giver et sjældent indblik i det, som der tales om i omklædningsrummet.

Han kunne i sidste uge se FC København tabe først opgør i Champions League-ottendedelsfinalen med 1-3 til Manchester City, og faktisk er Jens Stage flittig TV-seer, når danske klubber spiller i Europa, og altså ikke kun FC København.

- Jeg ser altid de danske kampe i Europa. Jeg har altid fri tirsdag, onsdag og torsdag aften, påpeger han. 

Måske ændrer det sig i fremtiden, hvis Stage og Werder Bremen lykkes med at banke Europa-døren ind. Så kan det også være, at truppen ikke i lige så stor grad vil være misundelige på FC København.