Generelle

Borring skal sælge sig selv

Næste sæson bliver en vigtig en af slagsen for Jonas Borring. Han skal nemlig tiltrække sig opmærksomhed fra både udlandet og Morten Olsen.

Jonas Borring står overfor en afgørende sæson. FC Midtjyllands fynske offensivspiller har tidligere udtalt til tipsbladet.dk, at han gerne vil til udlandet i 2010, og derfor er næste sæson formentlig hans sidste på dansk jord. Han håber, at han kan fortsætte de gode takter fra den forgangne sæson.

- Jeg er rigtig godt tilfreds med min første sæson her i Midtjylland, og jeg vil gerne til udlandet næste sommer. Jeg har en sæson endnu, hvor jeg stadig kan udvikle mig, så det skal jeg fortsætte med, siger Jonas Borring til tipsbladet.dk.

Og der er flere udenlandske ligaer, der er interessante for Borring.

- Jeg har tidligere sagt Holland og England, men kommer der noget fra Tyskland, kunne det også være interessant. Det er svært at sige, hvad der passer bedst. Jeg venter med at kigge på det, til der kommer noget, siger Jonas Borring.

Vil tilbage på landsholdet
Men fynboen skal ikke kun vise sig frem for de udenlandske spioner. Kantspilleren var ikke med, da det danske landsholdet mødte Sverige, og derfor er det også en målsætning at komme tilbage blandt Morten Olsens udvalgte.

- Jeg vil gerne på landsholdet igen. Men succesen kommer gennem holdet. Hvis vi klarer os godt som hold, så skal succesen nok komme til den enkelte spiller. Kommer jeg på landsholdet igen, er der nok også flere, der får øjnene op for mig. Det hele kommer af sig selv, hvis man gør det godt, lyder det fra Jonas Borring.