Generelle

Backe mest sandsynlig i Sverige

Hans Backe er den mest sandsynlige afløser for Lars Lagerbäck som svensk landstræner, mener svensk landsholdsreporter.

Snakken og bølgerne går højt om, hvem der skal være den nye landstræner i Sverige, nu hvor Lars Lagerbäck har meddelt, at han stopper.

Navne som Sven-Göran Eriksson, Erik Hamrén og Henrik "Henke" Larsson har været oppe at vende, men Dagens Nyheters landsholdsreporter, Anders Lundqvist, har en anden som favorit.

- Hans Backe er for mig den mest sandsynlige kandidat lige nu, siger Anders Lundqvist til tipsbladet.dk.

- Han har en god international erfaring fra England, Grækenland og Mexico, og han har været toptræner i Skandinavien for blandt andre FC København.

Hans Backe nævnes også som et emne i Allsvenskan-klubben Djurgården, men hvis det ikke bliver til noget, ligger landstrænervejen åben, for Hans Backe vil have spillertruppens opbakning, vurderer Anders Lundqvist, og pointerer samtidig, at det svenske forbund ikke skal betale nogen kompensation for at sikre sig den arbejdsløse Hans Backe.

- Til gengæld vil offentligheden måske være mere skeptisk, for det er længe siden, at Backe har trænet i Sverige. Man kender ham mest som ekspertkommentator på TV4, hvor han har demonstreret, at han ved meget om fodbold, men vel knap så meget om Allsvenskan, nu hvor han har været i udlandet så længe, siger Anders Lundqvist.

Læs videre her, hvordan Anders Lundqvist vurderer de andre mest oplagte og nævnte kandidater til jobbet.