Generelle

Avis kræver Onyszko fyret

I dagens udgave af Ekstra Bladet kalder sportsredaktør Allan Olsen Arek Onyszko for en galning og kræver ham fyret.

Det er udtalelserne i den tidligere Viborg- og OB-keepers kommende bog, 'Fucking polak', der har fået redaktøren op af stolen. I bogen afslører polakken Hells Angels-sympatier, mens han lægger homoseksuelle for had.

- Specielt udfaldet mod bøsser er dybt usympatisk - og i det hele taget afslører Onyszko i bogen et menneskesyn, der er både afstumpet, mandschauvinistisk og så langt ude, at kun nazi-Jonni og hans kumpaner i Greve kan finde udgydelserne interessante, skriver Olsen i avisen.

Holdkammeraten Claus Madsen tager samtidig også afstand fra polakkens udfald mod bøsser.

- Det er nogle intolerante udmeldinger, som det er svært for forældre at forklare for børn og unge mennesker. Nu er jeg ikke bøsse, men derfor skal der ikke herske tvivl om, at jeg tager afstand for de holdninger, som Arek lufter, og det hører i hvert fald ikke med til mit holdningskartotek, siger Claus Madsen.