Danmarks højst rangerede dommer, Kenn Hansen, skal i aktion torsdag, hvor han af UEFA er tildelt opgøret mellem Feyenorrd og Zorya i Europa League-kvalifikationen. Opgøret ventes at blive intenst med 50.000 tilskuere på lægterne, efter det første opgør sluttede 1-1 i Ukraine.
Og den danske dommer glæder sig til igen at skulle i aktion i europæisk regi.
- Jeg er rigtig glad for, at vores indsats i tredje kvalifikationsrunde i Champions League resulterede i en af disse vigtige play off-kampe, som betyder meget for holdene, men selvfølgelig også for vores egne forberedelser til gruppespillet, siger Kenn Hansen til dbu.dk og fortsætter:
- Jeg har set det første opgør mellem holdene sammen med mit team igen og igen, så vi er maksimalt taktisk forberedte til vores returopgør. Blandt andet spillestil og spillertyper er værdifuld forberedelse for os - intet må overraske os, som vi kunne have forudset.
Den danske dommer er i øjeblikket på dommerkursus i Schweiz, og til opgøret i Holland torsdag tager han linjedommerne Lars Rix og David Vang Andersen med sig. Jakob Kehlet er fjerdedommer i opgøret.
Kenn Hansen dømte senest i juli i europæisk regi, da han styrede Champions League-kvalifikations-opgøret mellem Lugorets og Partizan.