De nye i Silkeborg imponerer
Silkeborg har siden efteråret forstærket sig på tre pladser. Thomas Hansen er hentet i AGF til midterforsvaret, albaneren Renato Arapi til venstre back og estiske Kaimar Saag til angrebet.
De tre nye har i træningskampene imponeret holdkammeraten Stefan Schmidt, der har set på fra sidelinien på grund af forsigtig genoptræning efter sin skade.
- Thomas Hansen har gjort det intet mindre end fremragende i forsvaret. Det er som om, at han har genfundet sig selv efter at have haft lidt problemer med niveauet i sin tidligere klub, siger Stefan Schmidt til tipsbladet.dk.
I Brøndby blev Thomas Hansen regnet som et talent men savnede i sidste ende spilletid og tog til AGF, hvor han fik en svær tid uden meget mere spilletid. Til sidste fik han besked om, at han ikke indgik i fremtidsplanerne i den århusianske klub og blev i januar hentet til Silkeborg på en lejeaftale. En aftale der også indeholder en optinon på et køb af forsvarsspilleren.
På venstre back har den 21-årige albaner Renato Arapi også imponeret Stefan Schmidt.
- Renato er en stærk boldsikker type, der har gjort det rigtigt godt på en plads, hvor vi som mange andre har haft lidt problemer. Det har set rigtigt fornuftigt ud, hvad han har præsteret i træningskampene, og det lover rigtigt godt for foråret, siger Stefean Schmidt.
- I angrebet har vi fået en spændende spiller i Kaimar Saag, der ikke ligner de andre angribere i klubben. Vi har måske haft et problem med, at vores angribere alle har været store stærke typer. Kaimar er i forhold til de andre mindre og er derfor hurtigere og mere udfordrende, og jeg er helt sikker på, at han bliver en gevinst for os, siger Stefan Schmidt.
Vesntre backen Renato Arapi er 21 år og var i 2007 anfører for Albaniens U/21-landshold.
Kaimar Saag er bare 19 år og hentet i den estiske hovedstadsklub Levadia Talinn og fik trods sin unge alder landsholdsdebut i 2007 under den tidligere Silkeborgtræner Viggo Jensen. Blandt andet blev det til 90 minutter på Wembley da Estland tabte 3-0 til England i EM-kvalifikationen i oktober og Kaimar Saag er nu noteret for syv optrædener på nationalmandskabet.