Landshold

Gravgaard udtaget til landsholdet

Michael Gravgaard er indkaldt til landsholdslejeren som gardering for Daniel Agger, der har rygproblemer.

Med kun to døgn til VM-kvalifikationskampen mod Sverige tager landstræner Morten Olsen ingen chancer, og har derfor indkaldt Michael Gravgaard som gardering for Daniel Agger, der slås med rygproblemer.

- Der har ikke været de store ændringer at spore hos Daniel Agger. Derfor har vi indkaldt Michael Gravgaard. Han indgår i bruttotruppen på lige fod med de øvrige 23 spillere men naturligvis i første omgang med som gardering for Daniel Agger, forklarer landstræner Morten Olsen i en pressemeddelelse, og uddyber:

- Gravgaard har her i foråret vist sine kvaliteter i både de afsluttende runder af UEFA Cup'en som i det tyske mesterskab, mener landstræneren.

Michael Gravgaard er rejst direkte fra sin feriebolig i Tyrkiet til Stockholm og indgår i landsholdets næste træningspas, som foregår på Söderstadion i Stockholm i aften klokken 18.00.

Gravgaard har ikke været i landsholdstruppen siden oktober 2007, hvor en lyskeskade forhindrede ham i at spille med i EM-kvalifikationskampene mod Spanien og Letland. Han har spillet i alt 18 landskampe.