Bundesliga

HSV vandt slaget om Nordtyskland

Det var et HSV-mandskab, der var i undertal i næsten en time, der alligevel trak en sejr på 2-1 i land mod gæsterne fra Werder Bremen, og holdet fra Hamborg ligger nu på fjerdepladsen i Bundesligaen. Leverkusen er tophold.

Det er lige så koldt i Hamborg, som det er de fleste andre steder i Europa, og på en frostbanket bane var det hårde vilkår for de fikse teknikere fra Bremen mod HSV's halv-vikinger.

Banen passede simpelthen bedst til HSV.

De kom da også relativt hurtigt foran, da Joris Mathijsen scorede med hovedet efter bare ni minutter. Bremen var rystede, og manglede modsvar.

Til gengæld fik de det lidt lettere på isen, da Jerome Boateng efter 33 minutter fik rødt kort for en nødbremse. Men til ingen nytte for Werder, der havde Daniel Jensen med indtil seks minutter før tid.

For bare få minutter efter udvisningen scorede HSV igen, da Werders målmand Tim Wiese legede Jens Lehmann og var på en alvorlig udflugt fra sit mål. Det udnyttede Marcell Jansen til at pumpe bolden ind i det tomme mål fra distancen.

Werder formåede kampen ud ikke at presse HSV for alvor, og kom kun så tæt på som Naldos reduceringsmål, der først faldt i overtiden.

HSV er med sejren på fjerdepladsen, mens Werder er sekser i Bundesligaen.

I toppen af rækken finder man Bayer Leverkusen, der efter 3-2 over Borussia Mönchengladbach går til vinterpause som Herbstmeister, og det oven i købet som ubesejret. Det har kun Hamburger SV (1982/83) og Bayern München (1988/89) præsteret før.