Erik Rasmussen og Vendsyssel FF forstærker sig.
Klubben har netop offentliggjort, at der er indgået aftaler med både Kasper Povlsen og Benjamin Lund.
Lund, der er back, var senest på kontrakt i FC Nordsjælland, mens Kasper Povlsen var kontraktfri efter senest at have været i Hobro IK.
- Jeg synes, Vendsyssel FF er det perfekte skifte for mig. Selv om jeg "kun" er 27 år, er jeg efterhånden en erfaren spiller med næsten 250 kampe for henholdsvis AGF og Hobro – og med den påbegyndte foryngelseskur af truppen i Vendsyssel, glæder jeg mig til at komme ind og bidrage med noget erfaring i omklædningsrummet, på træningsbanen og i kampene, siger Kasper Povlsen i en pressemeddelelse.
- Jeg glæder mig rigtig meget over, at jeg i dag har skrevet kontrakt med Vendsyssel FF. Klubben er for mig det helt perfekte sted at forsætte min udvikling som fodboldspiller, siger Benjamin Lund.
Benjamin Lund har skrevet en treårig aftale med Vendsyssel, mens Kasper Povlsen har fået en toårig aftale.
- Jeg anser det lidt for et scoop, at vi har skrevet kontrakt med en spiller af Kasper Povlsens kaliber. Kasper kommer ind med erfaring fra allerhøjeste niveau i Danmark og vi (trænerteamet og jeg selv) er overbeviste om, at han kan gøre en forskel fra dag et. Han er en god header, en god løber, en god bolderobrer, stærk i duelspillet og så er han også en dygtig pasningsspiller, siger direktør Mogens Krogh om Kasper Povlsen.
- Jeg har fulgt Benjamin Lund de seneste par år og anser ham for et af de største talenter i Danmark på venstre back-positionen, i hans årgang. Benjamin er også en alsidig spiller, som kan dække positionen som midterforsvarer, hvilket vi så i træningskampen mod Vejle i weekenden, hvor han spillede en rigtig god kamp for os, siger Krogh om Benjamin Lund.
Herunder Benjamin Lund