Generelle

Holder Brøndbys ledelse med FCK og OB?

Med endnu en direktør-fyring i horisonten gør Brøndbys bestyrelse sit for at overbevise resten af Fodbolddanmark om, at man i dette årti satser på at overtage det Galehus-prædikat, der indtil for et par år siden tilhørte AGF.

I de seneste år har jeg flere gange hørt fodboldinteresserede med loyalitetsforhold hos Brøndbys konkurrenter udtryke glæde over Brøndbys selvmål på transfermarkedet og direktionsgangen, og der er ikke noget at sige til, hvis fans og fodboldledere i andre SAS Liga-klubber håber på, at den igangværende sæson af 'Paradise Hotel Brøndby' bliver fulgt op med flere intriger, dolkestød og beskyldninger i de kommende år.

Den igangværende misére skyldes tilsyneladende,at administrerende direktør Frank Buch-Andersen i december stod bag fyringen af sportschef Anders Bjerregaard, der ikke selv sagde op, som Brøndbys officielle spin på afgangen ellers har sagt.

Ekstra Bladet, Jyllandsposten, B.T og flere andre danske medier har siden beskrevet, hvordan Per Bjerregaard på et DBU-møde har undsagt sin administrerende direktør, hvordan Buch-Andersen er blevet holdt ude af Duncan-salget til Celtic, jagten på en ny sportsdirektør og senest det fanmøde, hvor den afgående hovedsponsor Jesper Nielsen noget overraskende dukkede op.

Per Bjerregaard har på Brøndbys hjemmeside fortalt, at der bestemt ikke er nogen borgerkrig i gang, men nylige citater fra Jesper Nielsen og kommunikationskonsulent og tidligere Brøndby-sponsor Fernando Olsen tyder på, at endnu et kup er på vej.

Olsen, der er far til den tidligere Brøndby-spiller Marc Olsen, kalder i dag i Ekstra Bladet Frank Buch-Andersen for en idiot, når det kommer til forståelsen af kulturen i Brøndby, og påpeger med en vis rimelighed, at Frank Buch-Andersen i nogle udmeldinger vist har glemt, at han som administrerende direktør står til ansvar for bestyrelsen, ikke omvendt.

Fernando Olsens udmeldinger er interessante, da han har temmelig godt styr på, hvad der sker i klubben både magtpolitisk og kulturelt, og ud over den skarpe undsigelse af Buch-Andersen - en undsigelse der tilsyneladende ikke får Brøndbys bestyrelse på barrikaderne med støtteerklæringer til deres direktør – er Olsens citater i Ekstra Bladet 10. februar mindst lige så interessante.

- Per Bjerregaard trak sig på et tidspunkt tilbage og proklamerede, at der nu skulle en ny mand ind og styre klubben. Man skal lade være med at sige sådan noget sludder, hvis man ikke mener det, sagde Fernando Olsen med henvisning til Bjerregaards mange poster i forskellige Brøndby-udvalg.

Samme dag har Jesper Nielsen, chef for den afgående hovedsponsor KASI Group, følgende udmelding i B.T:

- Få styr på butikken. Der er simpelthen for meget internt fnidder på ledelsesplan, og det skader hele klubben og gør, at der ikke er nogen rød tråd. Per må træde i karakter nu, sagde Jesper Nielsen.

Så vidt Tipsbladet forstår, har Per Bjerregaard på det føromtalte fan-møde, der fandt sted mandag i denne uge, på et tidspunkt spekuleret over, hvordan personer nogle gange ændrer sig, når de kommer i magtfulde positioner. En undren, som vi fra anden hånd forstår vist ikke er spontant opstået en mandag aften.

Med fare for at overfortolke hændelsforløbet og strømmen af udmeldinger kunne det se ud som om, at Per Bjerregaard og Brøndbys bestyrelse er ved at forberede en fyring af Frank Buch-Andersen. Buch-Andersen har været forhindret i at deltage i det hastigt planlagte fanmøde, da han var med andre SAS Liga-ledere på inspirationstur i Spanien, og Buch-Andersen har på grund af sin Spaniens-tur heller ikke haft megen mulighed for at forsvare sig mod de nylige angreb fra Fernando Olsen og Jesper Nielsen. Er den timing tilfældig?

Det ser ud til, at Bjerregaard, der har bygget Brøndby IF op fra en serieklub til en af Danmarks mest succesrige fodboldklubber, 'bliver opfordret' til at tage sig mere formel kontrol over den daglige drift, end han har i dag med en administrerende direktør, der ligesom forgængeren Hermann Haraldsson har en selvstændig mening om, hvordan klubben og forretningen skal drives.

At Brøndby har brug for en professionel, økonomi-uddannet direktør kan der ikke tvivl om med en drift, der ville give stort underskud under Jesper Nielsens enorme bidrag. Engangsbeløbet fra det tidligt afbrudte KASI-sponsorat er, som ordet jo antyder, et engangsbeløb, der ikke bør bruges som undskyldning for at dække over, at Brøndby uden mega-sponsoratet taber penge, betaler skyhøje lønninger og har formøblet de pund og euro, man for fire år siden scorede på Johan Elmander, Daniel Agger og Thomas Kahlenberg, uden at det har givet pote i form af et mesterskab eller en drabeligt god trup.

Men uanset Hermann Haraldssons og Frank Buch-Andersens eventuelle mangler ser økonomisk ansvarlig og professionel ledelse ikke ud til at være førsteprioriteten i Brøndby IF i øjeblikket. Konkurrenterne må gnide sig i hænderne over den manglende kontinuitet og udsigten til flere blandede bolcher i Brøndbys indkøbspose, der langt fra bliver købt på tilbud i Netto og tit har en bitter eftersmag.

Fodboldfans på Østerbro, i Århus, i Odense og i resten af det Fodbold-Danmark, der ikke holder med Brøndby, kan glæde sig til de næste episoder i Vestegnens helt eget reality-show – et show, der lige nu er mere leveringsdygtigt i bar hud og bommerter end guld-kandidater.