VM-bloggen: Danmark var seje svaner med forkerte boardingpas

Dansk fodboldhistorie er fyldt med store kapitler med mindeværdige øjeblikke fra imposante arenaer rundt om i verden.

Wembley 1983. Stade de Gerland 1984. La Corregidora i Queretaro 1986. Nya Ullevi 1992. Stade de la Beaujouire 1998.

Store sejre, bitre nederlag. Triumfer og skuffelser.

Søndag aften blev et nyt kapitel skrevet i den danske fodboldhistorie på Nizjnij Novgorod Stadium i en by i Rusland, 400 kilometer øst for Moskva.

Danmark er ude af VM efter et drama af dimensioner, der får en plads i historiebøgerne og endegyldigt sikrer, at den danske VM-deltagelse i 2018 vil blive husket for noget stort.

For det danske landshold leverede en helstøbt indsats mod et af Europas aktuelt stærkeste mandskaber, og Åge Hareides hold endte med at efterlade et solidt sidstehåndsindtryk ved slutrunden i Rusland.

Men det endte altså med et straffesparksnederlag i en kamp, der kunne være gået begge veje, og som fra start til slut afslørede det danske landsholds styrker og svagheder ved dette VM.

Det var symptomatisk, at det var Kasper Schmeichel, der blev Man of the Match med sine store redninger. Det var også sigende, at det var en forsvarsspiller, der scorede det eneste danske mål i ordinær tid – og på det første straffespark. Og det var selve billedet på Danmarks problemer ved dette VM, at offensivspillerne Christian Eriksen og Nicolai Jørgensen fejlede fra straffesparkspletten – ligesom de begge havde gjort i åbent spil gennem en stor del af slutrunden.

Særligt Christian Eriksen må ærgre sig efter dette VM. Det hele startede med den særegne blanding af turbulens og lykke, da han drog til Rusland få dage efter at være blevet far. Og ved VM formåede han kun i glimt at sætte sit aftryk på det danske landshold, for udover hans assist og flotte scoring i gruppespillet, var fynboen ikke den stjerne, som han var i kvalifikationen. Det lykkedes ikke holdet at sætte Eriksen i scene i samme grad, og det lykkedes ikke Tottenham-spilleren selv at træde i karakter som spilstyrer og profil i verdensklasse. Det blev i sidste ende afgørende for Danmarks VM-skæbne, for havde Eriksen ramt topformen i åbent spil – eller bare udnyttet sit spark fra 11-meter-pletten i stedet for at ramme stolpen – kunne det hele have set anderledes ud.

Det kunne være blevet til mere. Det er i det hele taget den fornemmelse, man sidder med efter det danske VM-exit. Der var potentiale til mere end en afsked i ottendedelsfinalen. Gruppespillet viste ikke storspil fra Danmark, men der var et solidt fundament, man kunne bygge videre på. Og mod Kroatien formåede Danmark at skabe en god portion chancer og vise defensive og offensive kvaliteter på højeste internationale niveau.

Det danske landshold spillede sig ud, og landstræner Åge Hareide formåede at spille på alle tangenter ved både at skabe en stærk defensiv og en offensiv, der bød på hidsigt kontraspil og tålmodigt boldarbejde mod et kroatisk mandskab, der til tider var i vildrede. Men det hele endte med straffesparkskonkurrencens tombola, hvor Kasper Schmeichel viste verdensklasse, men hvor de danske skytter ikke havde nerverne.

Paradoksalt nok er landsholdet blevet beskyldt for at være for mekanisk, for kedeligt og for kynisk, men da følelserne fik frit spil i ottendedelsfinalen, var det netop kynismen, der i sidste ende manglede.

Under slutrunden har der været debat om landsholdets udtryk, spillemæssigt såvel som følelsesmæssigt. Men denne aften i Nisjnij Novgorod vandt det danske landshold mange hjerter, og det er fair at sige, at de grimme ællinger blev til svaner – hvis ikke smukke, så i hvert fald seje. Modsat kampen dagen efter Frankrig-kampen har landsholdsspillerne bare det forkerte boardingpas i hånden, men de kan tage hjem fra Rusland som stolte mandfolk.

Landsholdet blev genfødt som institution søndag aften, for hele nationen fyldte med og havde følelserne ude på tøjet. Både børn og voksne græd salte tårer foran tv-apparater og storskærme rundt omkring i landet. Det er den slags oplevelser, der sætter sig og giver lyst til at opleve landsholdet til en slutrunde igen.

Derfor mener jeg også, at søndagens straffesparksnederlag mod Kroatien trods alt peger fremad. Kampen er ikke kun fortællingen om de spildte muligheders aften, men også om et landshold med potentiale til mere.

Danmark har stadig ikke tabt en kamp i ordinær tid siden oktober 2016, og søndagens match viste, at landsholdet råder over høj kvalitet på mange positioner. Kasper Schmeichel i målet er på sine bedste dage en Top 10-målmand i verden. Simon Kjær har været blandt VM’s bedste stoppere, og i Mathias ’Zanka’ Jørgensen har han fundet en iskold vindertype som makker. Thomas Delaney var en arbejdshest uden sidestykke, og Yussuf Poulsen har ved dette VM også fået et gennembrud på landsholdet. Så når skuffelsen har lagt sig, må håbet vokset.

I 1984 var Danmark med til sin første slutrunde. Efter avancement fra gruppespillet spillede man 1-1 i ordinær tid mod et stærkt spansk landshold, og det hele endte med et nederlag i efter straffesparkskonkurrence, hvor landsholdets største stjerne brændte. ”Et nederlag så kreperligt, at den nøgne ærgrelse havde kogt under den kolde bruser,” som journalisterne Lasse Ellegaard og Steen Ankerdal har beskrevet det.

Men slutrunden i 1984 viste sig også som en prolog for nogle store landsholdsår i midt-firserne, hvor Danmark (og Elkjær) tog revanche for straffesparksnederlaget ved at levere imponerende præstationer og markere sig i verdenstoppen frem til og under VM i 1986.

Årets VM-slutrunde kan vise sig som en ny start for det danske landshold. Efter seks års slutrundetørke, har vi som nation atter mærket den boblende glæde, det store håb og det stolte sammenhold, en dansk slutrunde-deltagelse giver. Det er igen blevet okay at støtte det danske landshold, der ellers har været en grå eksistens, der er druknet i klubfodbold de senere år. Landsholdet fik faktisk ”Hele Danmark Op At Stå”.

Ligesom i Lyon i 1984 må søndag aftens skuffelse også have kogt under bruseren i det danske omklædningsrum i Nisjnij Novgorod hos Christian Eriksen og kompagni. Men forhåbentligt kan det bruges som benzin på vejen mod EM i 2020 for et genfødt landshold, der har vundet sit folk tilbage.

På skuffelsens dag må vi glæde os til de næste kapitler i dansk landsholdshistorie.