TIPSBLADET.DK I MOSKVA, RUSLAND
Gennem de seneste fem dage har vi kørt med metro på kryds og tværs af den russiske hovedstad langt under jorden. Den maksimale ventetid på et metrotog har været to minutter, og jeg har gang på gang været imponeret over den systematiske effektivitet, der har bragt os videre i vores færd rundt i byen.
Det samme kan siges om det danske landsholds præstation ved VM indtil videre. Det har været kynisk og effektivt – og det har bragt os videre i vores færd ved slutrunden.
Spillemæssigt var 0-0-kampen mod Frankrig ikke til historiebøgerne, men resultatmæssigt var det berusende. For Danmark er videre til ottendedelsfinalerne i en VM-slutrunde for første gang i 14 år. Det er historisk. Det er mindeværdigt. Det er fantastisk. Det kalder på stående ovationer.
For under tre år siden var det danske landshold kørt i grøften og kom ikke engang med til et udvidet EM med 24 deltagere. Albanien endte foran Danmark i gruppen! Nu er ”vi” med blandt de 16 bedste nationer i verden. Trefoldigt hurra herfra.
Jeg har før pointeret, at det danske landshold fortjener ros for at spille med stort hjerte, karakter og holdånd. Simon Kjærs duelstyrke og Kasper Schmeichels redninger har været af tårnhøj klasse, og Thomas Delaneys fight har været forbilledlig. Faktisk har der ikke været en finger at sætte på de klassiske dyder som hårdt arbejde og teamwork. Omvendt har angrebsspillet efterladt meget tilbage at ønske, for det har ved den søde grød ikke været kønt.
Jeg talte med en russer efter kampen i dag, og jeg fremførte for ham, at Frankrig var et bedre hold end Danmark. Han var uenig.
”Frankrig har bedre spillere, ja, men Danmark var et bedre HOLD.”
Og fodbold er altså et holdspil.
Op til og under denne slutrunde har der været massiv debat om det danske landshold, trupsammensætningen, taktikken og den manglende spillemæssige forløsning. Spillerne selv har også udtrykt en vis sammenbidthed over det manglende offensive flow.
Omvendt har en af holdets ledere Kasper Schmeichel selv pointeret det vigtige i at prioritere resultater før en bestemt spillestil.
”Jeg er meget enig med Hareide i den tilgang, han har til måden, vi skal spille på. Han vælger det mest effektive i forhold til det materiale, han har til rådighed. Han er pragmatisk, og det tiltaler mig,” blev Schmeichel citeret for i Ekstra Bladet i efteråret 2017.
I bund og grund glæder det mig, at der er så livlig en fodbolddebat om det danske landshold, for det viser med al tydelighed, at landsholdsfodbold stadig har sin berettigelse, og at Åge Hareides mandskab er alt andet end ligegyldigt. Tværtimod får det holdninger og følelser frem hos mange fodboldelskere i hele landet.
Der findes ikke en rigtig og en forkert holdning til den danske VM-bedrift. Det er korrekt, at spillet ikke har været forrygende, men det er også korrekt, at det er en fantastisk bedrift at være blandt de sidste 16 hold ved VM – især når nu Danmark var seedet i tredje lag.
Men debatten viser, at der reelt er to lejre i fodbold-Danmark: Æstetikerne med store spillemæssige ambitioner, der kræver smukt spil fra det danske landshold og krummer tæer over omverdenens pibekoncerter. Og så er der dem, der fokuserer på resultatet og vælger at glæde sig over avancementet uden hensyntagen til det til tider sløje spil.
Handler det bare om at skaffe resultater vor enhver pris eller handler det om at sætte et mindeværdigt spillemæssigt aftryk?
Det minder næsten den debat, der i årevis har præget argentinsk fodbold, hvor tilhængerne af Carlos Bilards pragmatisme har været glødende uenige med César Menottis boldglade sympatisører.
Har vi i virkeligheden udviklet en lignende fodbolddebat herhjemme? De to seneste danske landstrænere med dansk pas må også siges at have hver sin fodboldfilosofi, og det er måske her, man finder forskellighederne hos danske fodboldelskere den dag i dag.
Richard Møller Nielsen blev i sin samtid kritiseret for mange af de samme ting, som Åge Hareide nu må lægge ører til. Defensivt fokus. Resultatfodbold. Manglende offensiv slagkraft. Men Richard Møller Nielsen tabte meget få fodboldkampe som dansk landstræner – og han skaffede det bedste slutrunderesultat til dato.
Lad mig i den forbindelse minde om dette Richard Møller Nielsen-citat, der meget godt opsummerer hans fodboldfilosofi:
”Her skal ikke gives karakter for kunstnerisk udførelse. Det er jo ikke ballet eller skoleridning.”
Modsat har vi Morten Olsen. Dansk fodbolds ledestjerne har været med omkring det danske landshold som spiller og træner i sammenlagt 35 år, og som træner har han altid været fortaler for den boldbesiddende fodbold med fokus på offensiven. I bogen Tynd Luft om det danske firserlandshold (der jo spillede smukt under VM i 1986, men tabte både hoved og kamp i ottendedelsfinalen mod Spanien) reflekterer Morten Olsen over sin måde at anskue spillet på:
”Det handler for mig om, at man skal have lyst til at kopiere vinderen. Men man kan kun kopiere den, man husker,” siger Morten Olsen i bogen, hvor forfatteren Joakim Jakobsen tolker og oversætter:
”Altså er det ikke nok at vinde.”
Personligt er jeg mest enig med Richard Møller Nielsen, og jeg er jublende lykkelig over, at Danmark har spillet sig videre ved VM og nu skal i kamp igen på søndag mod et stærkt kroatisk mandskab i en ny styrkeprøve. Det må da være vigtigere end alt andet?
Fodbold kaldes ”Det Smukke Spil”, og for neutrale fodboldturister er det er naturligvis lettere at finde den barnlige begejstring frem efter en 3-3-opvisning i offensivt spil end en taktisk præget nuller. Men ordet ”spil” understreger, at det handler om at vinde. Om at få point. Det har Åge Hareide og kompagni formået.
I virkeligheden er diskussionen om spil versus resultater universel, for der findes adskillige måder at tilgå en fodboldkamp på. Tænk bare på Guardiola og Mourinho. På Cruyff og Beckenbauer. På Ajax og Bayern München.
Den tidligere danske landsholdsspiller Søren Lerby har spillet i både Ajax og Bayern, og han udtalte i 1996 til Berlingske forskellen på de to klubber.
”I Bayern München var der kun ét krav. Det var sejr. Det passede mig helt fint i forhold til Ajax, hvor vi også skulle huske, at spillet skulle være flot at se på og publikumsvenligt. Lige siden har jeg haft følelser for Bayern.”
Citatet står at læse i førnævnte Tynd Luft, der også indeholder et andet Søren Lerby-citat, der stammer fra et hollandsk medie engang i 1980’erne og meget godt beskriver dansk mentalitet:
”I Danmark er det ikke nok, at vi vinder. Vi skal også spille flot fodbold. Derfor er Danmark nok det mest krævende sted at spille fodbold.”
Det danske landsholdsspillere er måske VM’s grimme ællinger lige nu. De er ikke blevet til svaner endnu, men de har et boardingpas til Nizjnij Novgorod, hvor ottendedelsfinalen mod Kroatien spilles søndag aften.
16 andre VM-nationer skal snart hjem.
