I dag spilles den største danske fodboldkamp i 16 år.
Danmark var senest repræsenteret i knockout-fasen ved et VM i 2002, hvor det hele sluttede før det begyndte med en tidlig engelsk scoring i den ottendedelsfinale, der endte med 3-0 til Rio Ferdinand og kompagni.
VM er det største, og derfor er aftenens kamp mod Kroatien også en større landskamp end 0-3-nederlaget i EM-kvartfinalen mod Tjekkiet for 14 år siden. Som fodboldnation har vi ventet længe på en kamp af denne betydning. En kamp af denne størrelse.
Siden andenpladsen i gruppen kom i hus i tirsdags, har fodboldsnakken i Danmark handlet meget om spillestil versus resultater, hvilket jeg beskrev i et længere blogindlæg tidligere på ugen. Det er helt fair at have forskellige holdninger til spillet – faktisk er det kun glædeligt med debat – men det må parkeres for en stund i aften.
Nu bør det handle om hypen, glæden og stoltheden over, at Danmark er blandt de 16 bedste nationer i verden. Sådan er det i en sort-hvid fodboldverden. Selvfølgelig er det fair at have større ambitioner for det spillemæssige udtryk, men på bundlinjen vil der altid stå, at Danmark nåede ottendedelsfinalerne ved VM i 2018. Det er historisk og mindeværdigt i sig selv.
Det er ikke desto mindre rigtigt, når skeptikere fremfører, at landsholdet ikke har formået at begejstre hele den danske befolkning. Ikke desto mindre er landsholdet blevet genfødt som ”Folkets Hold”, for selvom jeg endnu ikke har set roligans bade i springvand på grund af berusende spil på banerne i Rusland, har landsholdet formået at samle nationen. Både i Rusland og herhjemme.
Jeg har med glæde oplevet, hvordan der har været efterspørgsel efter storskærmsarrangementer med landsholdet. Panini-klistermærker har været meldt udsolgt. Landsholdstrøjer er blevet revet væk. Det virker til, at diverse producenter er blevet overrumplet af interessen for landsholdet. Selv den lille biograf i min lille soveby har oplevet fulde sale til Danmarks kampe.
Det har været glædeligt at opleve den debat, der har været om det danske landshold under VM, for det viser med al tydelighed, at landsholdsfodbolden lever i bedste velgående. Danskerne ønsker succes for landsholdet – ja, de ønsker endda at landsholdet spiller flot og ambitiøs fodbold. Det værste, der kan ske for et fodboldhold er, at det er ligegyldigt, og det kan man ikke beskylde landsholdet for at være, når så mange mennesker går op i dets gøren og laden.
Man skal ikke undervurdere betydningen af landsholdet som lokomotiv for fodboldinteressen i Danmark. I årene efter EM-triumfen i 1992 steg antallet af registrerede fodboldspillere i Danmark markant, mens det faldt i de grå år uden slutrundedeltagelse fra 2012 til 2016. Det gavner alle, at landsholdet klarer sig godt. Jeg vil endda gå så langt og sige, at livskvaliteten stiger.
Da et hold forskere i 2006 skulle undersøge årsagerne til, at danskerne så ofte blev kåret til verdens lykkeligste folk, blev EM-triumfen i 1992 fremhævet som en af forklaringerne.
”Vores analyse peger på to forklarende faktorer. Den danske fodboldtriumf i 1992 har haft en vedholdende indflydelse. Sejren har formentlig medvirket til det største løft af den danske psyke, siden den langvarige historie med danske nederlag begyndte i år 1066 i England, efterfulgt af tabene af Sverige, Norge, Nordtyskland, De Dansk-Vestindiske Øer og Island,” konkluderede forskerne i en artikel i det anerkendte tidsskrift British Medical Journal i 2006.
Landsholdet kan noget, som klubhold ikke kan i samme grad. Og fodbold kan noget, som kun ganske få andre kulturbegivenheder kan. Landsholdet kan samle et folk om et fælles mål og håb.
I løbet af min rejse til Rusland slog det mig, hvor positiv stemningen var omkring hele turneringen. De mange danske fans i Moskva var alle i godt humør. Der blev uddelt krammere og highfives til fremmede mennesker fra både egen andedam og fjerne himmelstrøg. Der adskiller landsholdsfodbolden fra klubfodboldens mere rivaliserende fankultur.
For halvandet år siden flyttede jeg fra København til Nyborg og startede på en frisk i en by, hvor jeg godt nok havde boet som barn, men hvor jeg ikke længere kendte nogen. Men da Danmark skulle møde Peru i første gruppekamp, var der samlet 10-15 nyborgensere i vores stue for at se fodbold sammen med min familie. Flere af nyborgenserne havde jeg kun talt med få gange før, og et par stykker havde aldrig været i vores hjem før. Men landsholdet blev den oplagte anledning til at invitere naboer og andet godtfolk hjem til os og komme tættere på dem. Landsholdsfodbold samler folk på en måde, som Champions League aldrig vil komme til.
Forleden dag var jeg til Kim Larsen-koncert i min by, og jeg oplevede noget af det samme, som jeg oplever, når jeg er til landskampe. Der var mennesker fra alle samfundslag og aldersklasser til stede, og de var fælles om en stor oplevelse. Til højre for mig stod en 9-årig pige og skrålede med på et Larsen-hit; til venstre for mig stod en 70-årig mand og gjorde det samme. Det var meget livsbekræftende og meget dansk. Og der var selvfølgelig flere mænd, der var mødt op til koncerten iført landsholdstrøjer. Jeg blev helt rørt, når jeg kiggede rundt og så alle de glade mennesker omkring mig.
Danmark er på mange måder et splittet land, der ofte søger diskussionen og uenigheden. Vi er uenige om rød og blå blok, om provins og hovedstad og om for og imod EU. Men der er visse ting, vi er enige om.
Det danske landshold er et af dem. Her kan nationen blive samlet, og selvom der visse steder også har været en vis form for splittelse at spore i debatten om spillestilen, ændrer det ikke på det fællesskab, som landsholdet giver os. Vi ønsker alle, at det danske landshold klarer sig godt.
Der venter en stor kamp mod Kroatien i aften, og for en stund bør bekymringer om lange bolde og offensiv slendrian begraves.
Nu handler det om håbet, som ”De Smukke Unge Mennesker” fra Danmark skal forsøge at forløse i Rusland.
Jeg hopper gerne i byens springvand, hvis det ender med en sejr.
