Det er ikke tilfældigt, at AGF taber - det er menneskets psyke

Det er næppe tilfældigt, at to lokale Aarhus-medier for nylig fik samme idé: at starte en podcast om AGF og kalde den "Det hvide snit". Det er et ordspil på AGF's hvide farve og det populære øgenavn til en hjerneoperation, hvis formål er at kurere psykiske sygdomme.

Min kollega @JWrede og jeg har i noget tid arbejdet på at lave en AGF-podcast. Logo, setup, snak med klubben og koncept er på plads. Navnet er ‘Det Hviie Snit’. Lørdag melder konkurrenten dette . Det er da lidt.... træls . #ultratwitteragf #sldk pic.twitter.com/lCqVXZLjAM

— Danni Paulsen (@DanniPaulsen) 10. februar 2018

Man kan, når man taler med AGF-fans og følger dem på sociale medier, somme tider høre dem nævne ord som "den hvide syge" og kalde ligesindede for "de besmittede". Kærlighed til AGF er altså noget, man kan fejle.

Men bag selvironien og den galgenhumor, der måske er vigtig for at kunne leve med diagnosen, gemmer der sig en, tror jeg, vigtig pointe.

I fredags sad jeg og tænkte på AGF, klubbens forår og det evige spørgsmål om, hvorfor den ikke får mere ud af den økonomi, den fanskare og det sponsornetværk, som efter Superliga-forhold er store. Da var det, jeg kom i tanke om noget, som Jeppe Andersen sagde, da jeg talte med ham om Esbjerg fB's nedtur for et lille år siden.

Han sammenlignede mentaliteten i klubben i foråret 2017 og sådan, som den var, da han kom til EfB knap fire år forinden.

- Hvis vi tabte en kamp, var det ikke en kæmpe skandale, fordi så var det bare videre. ’Vi tager den næste kamp.’ Der var stadig god stemning. Jeg føler, at den er forduftet nu. Der har været så mange dårlige resultater, og så bliver det også bare normalen på en eller anden måde. Det er selvfølgelig forfærdeligt, for det er slet ikke sådan, det skal være. Det gør da selvfølgelig stadig ondt, når vi taber, det vil det altid gøre, men man er bare mere vant til det, end vi var det første år, jeg var i klubben.

Jo mere jeg tænkte over det, desto flere eksempler på det samme kom jeg på. Fodboldfolk, der taler om, hvad det betyder for et hold, når det konstant oplever nedture og lige så ofte bliver kritiseret. Eksempelvis denne fra Bo Henriksen, da han netop var tiltrådt i AC Horsens.

- Når mennesker i halvandet år i træk stort set ikke har haft en succesoplevelse, og de render rundt og ikke føler sig dygtige nok og trygge, så har de svært ved at præstere. Jeg kom ind til en trup af spillere, som alt andet lige higer efter at få succes. De vil så gerne præstere, men de har det negative på rygraden, og det er den følelse, de har, når de går på banen. Det er frygt for at tabe, det er frygt for at gøre de ting, som de ved, de kan, sagde han til Tipsbladet.

- Det var den sværeste del af det. Det var at få vendt den utryghed til at forstå, at vi kan altså godt, og vi kan, hvad vi vil, når vi står sammen. Der var jeg ikke klar over, de var så medtagede, for det var de efter det halvandet år. Det er naturligt og en normal menneskelig reaktion. Når man får dårlige oplevelser, så kommer der negativitet, og når det bliver et mønster, så falder man altid tilbage til mønstret, når man møder modgang. Det er den menneskelige psyke, som er sådan.

Man får næppe en aktiv fodboldspiller til at sige, at han og holdkammeraterne er utrygge, og de misser næppe en tackling, en chance, en redning, fordi de bevidst tænker over den dårligdom, de har bag sig. Under alle omstændigheder skal professionelle fodboldspillere kunne klare det pres, der er på dem, må man forstå.

Der er bare noget, der tyder på, at det - bevidst eller ubevidst - ligger i hovederne på de fleste, der har tabt mere, end de har vundet på det seneste. Som Glen Riddersholm sagde til tipsbladet.dk i efteråret:

- Der er det, som om der sniger sig for meget frygt ind, når vi står der foran sådan en kamp som i lørdags mod Randers (1-4-nederlaget, red.), og vi kan tage det næste skridt og skabe overskud. Så skal jeg love for, at vi er dygtige til at kreere underskud og grave et dybt hul og fylde det op med lort igen.

Der kan selvsagt godt gøres noget ved det. Horsens har jo eksempelvis klaret sig glimrende, siden Bo Henriksen trådte til. Men nederlagets psykologi er en væsentligt del af forklaringen på, hvorfor det er så svært at få tingene til at lykkes i Aarhus. Når man har manglet succes så meget, at egne fans begynder at lave sjov med det, er det svært at undgå, at det påvirker dem, der skal rette op på det.

I sidste ende er der kun én kur. I aften åbner AGF foråret mod Hobro IK, og her kan de hviie passende begynde at fylde en spadefuld jord i hullet i stedet for lort.