Den helt store FA Cup-sensation lurede, da Championship-klubben Coventry i semifinalen gik fra 0-3 til 3-3 mod Manchester United, men da tingene skulle afgøres fra straffesparkspletten, sparkede danske Rasmus Højlund United i finalen.
Forud for at tingene skulle afgøres i en straffesparkskonkurrence, havde et kæmpe drama udspillet sig.
United startede i fuld kontrol, men foran 3-0 trak Premier League-klubben sig tilbage på banen, hvilket Coventry udnyttede til at lave et vanvittigt comeback.
I tillægstiden fuldendte Coventry comebacket og sendte kampen i forlænget spilletid, og her troede den indskiftede dansker Victor Torp, at sensationen var en kendsgerning, men hans 4-3-scoring i tillægstiden blev annulleret for en marginal offside i opspillet.
Fra de 11 meter var United skarpest, hvor Rasmus Højlund med det femte spark afgjorde kampen, efter Ben Sheaf forinden havde sendt sit forsøg langt over mål.
Forinden havde de to øvrige danskere i kampen, Christian Eriksen og Victor Torp, begge scoret sikkert.
Dermed er United klar til FA Cup-finalen, hvor lokalrivalen Manchester City venter 25. maj.
Fra kampens start var det tydeligt at se, at Coventry har sin daglige gang i den næstbedste engelske fodboldrække. Manchester United sad på stort set alt spillet i første halvleg, og halvvejs kom Manchester-klubben i front.
Den målfarlige midtbanemand Scott McTominay kom forrest på et indlæg og sendte bolden i et tomt mål.
United var i fuld kontrol, og i tillægstiden af første halvleg steg Harry Maguire flot til vejrs på et hjørnespark og headede sit hold på 2-0.
I anden halvleg blev føringen udbygget yderligere, da anfører Bruno Fernandes opsnappede en løs bold i Coventry-feltet og sendte den fladt i mål.
Coventry var i anden halvleg mest på bolden, og 20 minutter før tid blev Uniteds nye midtstopperduo med Maguire og Casemiro udstillet, da ingen dækkede Ellis Simms op på et indlæg, som Coventry-angriberen sendte i kassen.
Med ti minutter tilbage af opgøret kom der for alvor spænding i opgøret, da Callum O'Hare forsøgte sig fra distancen. Bolden ramte Aaron Wan-Bissaka i ryggen og sejlede efterfølgende over André Onana i United-målet.
Derfra trykkede Coventry på, og danske Victor Torp var blandt andet tæt på med en flugter, men Onana afviste.
Coventry-presset gav endnu mere plads til Uniteds omstillinger. Få minutter før tid burde Rasmus Højlund have lukket kampen, men den danske angriber leverede ikke, og det skulle vise sig at koste.
I tillægstiden ramte bolden efter et indlæg Wan-Bissaka på armen i United-feltet, og dommeren pegede på straffesparkspletten.
Den tidligere Sønderjyske-angriber Haji Wright scorerede på straffesparket, fuldendte et vildt Coventry-comeback og sendte kampen i forlænget spilletid.
Her var Bruno Fernandes efter få minutter tæt på at sende United foran igen, da han tordnede bolden på undersiden af overliggeren.
Det samme gjorde Ellis Simms få minutter før tid, men ingen af gangene krydsede bolden stregen.
I tillægstiden af den forlængede spilletid troede danske Victor Torp, at han havde fuldendt Coventry-sensationen med en scoring til 4-3, men målet blev efterfølgende annulleret af VAR for offside i opspillet.
Derfor skulle finalebilletten uddeles fra straffesparkpletten, hvor Manchester United altså var skarpest.
/ritzau/