De fleste mennesker har travlt op til jul - for OB's fodbolddirektør Björn Wesström kan december meget vel blive ekstra hektisk.
For udover alle julegaveindkøbene skal svenskeren også sørge for, at der lander den helt rigtige træner under træet i Ådalen.
OB meddelte i forbindelse med Andreas Alms fyring torsdag formiddag, at processen med at finde en ny cheftræner vil blive ledet af Björn Wesström, men han kommer naturligvis til at rådføre sig med kloge mennesker undervejs.
I den forbindelse er det oplagt at skænke Allan Gaarde en tanke.
AaB's tidligere sportsdirektør står i spidsen for konsulentvirksomheden onenexus, der blandt andet hjælper fodboldklubber med at rekkrutere cheftrænere. Allan Gaarde og hans firma var inde over, da OB i 2021 ansatte netop Andreas Alm - dengang var det Michael Hemmingsen, der havde hyret onenexus.
Det er ikke utænkeligt, at Allan Gaarde igen kan se frem til et opkald fra Ådalen - denne gang med en svensk stemme i den anden ende af røret.
- OB er eneansvarlig for al rekruttering til klubben. Vi bruger naturligvis klubbens netværk, som onenexus er en del af, sammen med andre partnere i processen med at scanne markedet for egnede kandidater. Jeg ved ikke, hvordan processen så ud i detaljer, da Alm blev ansat, da jeg ikke var i klubben på det tidspunkt, siger Björn Wesström til Tipsbladet.
OB har ikke sat en deadline for, hvornår man gerne vil have en ny cheftræner på plads, men det er oplagt, at fynboerne sigter efter at have en løsning klar til starten af forårssæsonen i midten af februar.
Indtil da står Søren Krogh med træneransvaret i OB.