FC København tabte søndag aften topkampen mod FC Midtjylland, hvor midtjyderne spillede det meste af kampen i undertal. Det kommer efter en periode, hvor FCK har vundet ni kampe i træk.
Det var noget, som FCK-cheftræner Jess Thorup ikke helt kunne genkende, fortæller han i et interview i Onside på TV3+.
- Det (deres form red.) synes jeg ikke helt, at jeg kunne se i dag, og det er nok det, der skuffer mig allermest. Vores præstation rammer ikke det, som jeg havde håbet på, og så taber man til et hold som Midtjylland.
Endvidere var der flere ting, som gik skævt for dem, da de selv skulle spille i overtal, fortæller han.
- Da vi spiller 11 mod 11, ser jeg os som det bedste hold. Det er os, der har overtaget og presser Midtjylland tilbage og løber bag dem. Så kommer vi 11 mod 10, og tænker 'Nå, fedt. Det er vores chance. Nu kan det ikke gå galt', siger han og fortsætter:
- Vi sidder derinde i pausen og siger, at vi er nødt til at holde fokus på at skabe flere løsninger rent offensivt - men vi skal virkelig også huske at forsvare, fordi de kommer også til at få chancer. Så starter vi i anden halvleg med at give dem et mål, hvor der er mange fejl i opspillet i optakten til målet, der er helt utilgiveligt, lyder det fra Jess Thorup.
Thorup savnede derefter, at FCK-holdet kunne bevare roen, men i stedet blev det hele for febrilsk, mener han.
Hos FCK var der også et par folk, der ikke var på banen, som blev afgørende. Læs mere om det her.