Syv spørgsmål til Superligaen: Har Johnny Mølby læst Brøndbys taktik?
En ny Superliga-runde nærmer sig, og runden byder på nogle ganske interessante kampe, hvor flere spørgsmål trænger sig på forud for runden.
Læs også spilforslagene til alle syv Superliga-kampe her
Snart er der spillet en tredjedel i Alka Superligaens grundspil, og de første otte runder har budt på flere overraskelser af både positiv og negativ karakter, hvor Brøndbys parløb med FC København er en overraskelse, og hvor SønderjyskE's manglende sejr i den aktuelle Superliga også er en overraskelse.
I det følgende vil vi tage fat i alle kampene fra Superligaen og se på det, der kræver svar, og det, der kan komme et svar på i runden.
Er Randers-defensiven stærk nok uden de sædvanlige startere i Mads Agesen og Mads Fenger?
Esbjerg fB - Randers FC, fredag den 16. september klokken 18.00, TV3 Sport 1
Fodbold er et spil, der ofte bliver afgjort af marginaler, og derfor er det vigtigt, at et hold er så afstemt og sammenspillet så muligt. Randers-defensiven har været sammenspillet og afstemt de sidste par år, hvor Mads Fenger og Mads Agesen har spillet sammen og over længere tid har været de to startere i Randers' centrale forsvar, der i denne sæson blot har lukket fem mål ind. Men mod Esbjerg er ingen af de to til rådighed, fordi de afsoner karantæne.
Det kan i den grad blive et problem for klubben, der under Olafur Kristjansson har spillet sig op som treer i tabellen - blot et point efter Brøndby IF og FC København. Det kan meget vel blive Jonas Bager og Kasper Enghardt, der spiller i det centrale forsvar, og så bliver det interessant at se, om de to er afstemt nok til at holde Esbjerg fra fadet. Randers får primært sine point ved at have en god defensiv, og nu kommer bredden på prøve i klubben fra Kronjylland.
Læs optakten til Esbjerg fB - Randers FC her
Er det mod AGF, at Silkeborgs kompleks bliver brudt?
Silkeborg IF - AGF, lørdag den 17. september klokken 16.00, TV3 Sport 1
Sidst, Silkeborg IF vandt en Superliga-kamp på hjemmebane, var den 13. april 2013 mod AGF. Vi gentager: 13. april 2013! Nu vender AGF så tilbage til Mascot Park for at møde Silkeborg IF i en kamp, hvor hjemmeholdet skal bryde en stime på 22 Superliga-hjemmekampe i streg uden sejr. Det er i øvrigt Superliga-rekord.
Mod AGF bliver det interessant at se, om Silkeborg IF har energien til at matche et hårdt arbejdende AGF-hold anført af Glen Riddersholm, der senest fik tre point hjemme mod FC Nordsjælland og dermed fik lidt oprejsning for 0-7 nederlaget hjemme til Brøndby. Og det bliver interessant at se, om Silkeborg har kvalitet nok til dels at holde AGF fra fadet.
SIF har endnu ikke vundet en sejr i denne sæson og ligger sidst, så der begynder også at være et pres på holdet for at få tre point.
Læs optakten til Silkeborg IF - AGF her
Fortsætter SønderjyskE med at skuffe?
FC Nordsjælland - SønderjyskE, søndag den 18. september klokken 12.00, EuroSport 2
SønderjyskE satsede på Europa og var et lille kvarter fra at booke billet til gruppespillet i Europa League, hvilket ville have været en kæmpe bedrift og et stort, stort skulderklap til alle i og omkring klubben fra Haderslev. Det gik så lidt ud over Superligaen, hvor SønderjyskE's dårlige form er fortsat efter exit fra Europa, og det skal der hurtigst muligt rettes op på for SønderjyskE.
Klubben er uden et par profiler, men smed i sidste uge point til sidst mod bundholdet Silkeborg IF, hvor Nicklas Helenius udlignede til 2-2. Netop Silkeborg og SønderjyskE er de eneste hold, der ikke har vundet endnu, og spørgsmålet er, om det fortsætter, når SønderjyskE møder FC Nordsjælland på udebane, eller om holdet endelig booker tre pinde. Jakob Michelsens mandskab har brug for tre point.
Læs optakten til FC Nordsjælland - SønderjyskE her
Er OB og FC Midtjylland tophold?
OB - FC Midtjylland, søndag den 18. september klokken 14.00, Eurosport 2
OB har storskuffet denne sæson, men nogle få sejre i streg kan hurtigt sende klubben tilbage i den sjove del af tabellen. Selv om FC Midtjylland er seks point foran OB, er spørgsmålet lidt det samme til Jess Thorups mandskab, hvor der altså allerede er fem point op til Brøndby og FC København.
Med en OB-sejr kan FC Midtjylland være otte point efter Brøndby og FCK, mens en FC Midtjylland-sejr vil betyde, at OB er ni point efter FCM og potentielt 14 efter Brøndby og FCK.
Spørgsmålet er, hvilket af de to hold, der er et muligt tophold i år.
Læs optakten til OB - FC Midtjylland her
Er Viborg holdet, der læser Brøndby?
Brøndby IF - Viborg FF, søndag den 18. september klokken 16.00, Canal 9
Indtil videre er der ikke et hold i den danske Alka Superliga, der har besejret Brøndby IF. AaB tabte senest med 0-1 hjemme, og selv om klubben skabte chancer mod Brøndby, har et dansk mandskab ikke låst op for Brøndby. Eller læst Brøndby.
Næste forsøg kommer fra Viborg FF, der søndag gæster klubben fra Vestegnen, og her bliver det interessant at se, på hvilken måde Johnny Mølbys mandskab kommer ude. Vil holdet spille sig ud af Brøndbys pres, eller vil holdet sparke bolden langt.
Der kan være flere måder at besejre Brøndby på. Eksempelvis ved at slå Brøndby med Zornigers egne metoder, eller omvendt at spille sig ud af Brøndbys høje pres og gode genpres. Det sidste har endnu ikke fungeret for danske hold.
Måske har Johnny Mølby luret Brøndby og har noget i ærmet.
Læs optakten til Viborg FF - Brøndby IF her
Koster hård europæisk kamp for FC København?
AC Horsens - FC København, søndag den 18. september klokken 18.00, 3+
Det var et flot point, som de danske mestre FC København fik med hjem fra FC Porto, hvor ikke mange hold får point i Champions League, og nu skifter fokus så til Superligaen, hvor klubben søndag aften gæster AC Horsens.
Horsens er et energibundt af et fodboldhold, hvor energi suppleres af kreativitet og teknik fra spillere som Kim Aabech. Og så er der altså en vanvittig træner i Bo Henriksen - på den gode måde - der senest vendte 0-2 ude mod Viborg til en sejr på 4-2.
Mon ikke Ståle Solbakken roterer sin startopstilling, så flere pladser er ændret i forhold til det hold, der spillede mod FC Porto onsdag aften. Det kan få betydning for kampen, fordi tingene måske ikke lige sidder fra start, og AC Horsens-holdet virker toptændt og med meget energi og måske klar til at lukrere på FC Københavns Europa-uge.
Måske koster det at satse på to turneringer - også selv om man har en bred trup.
Læs optakten til AC Horsens - FC København her
Er Lyngby-holdet gået i stå?
Lyngby - AaB, mandag den 19. september klokken 19.00, TV3 Sport 1
Lyngby-holdet med David Nielsen i spidsen startede strålende på denne sæsons Superliga, hvor holdet godt nok tabte første kamp med 0-3 til FC København, inden de efterfølgende fire kampe gav otte point. Siden har holdet spillet tre Superliga-kampe og har tabt alle tre, og man kan godt stille spørgsmålstegn ved, om holdet er gået i stå.
Oprykkerklubben har hentet mange nye spillere ind til denne sæson, men uden for banen har det ikke været lige så positivt. Der har været historier om manglende betaling for leje af stadion, problemer med økonomien i Hellerup Finans og et muligt opkøb af Lyngby Boldklub. Måske har de ting sat sine spor i truppen.
Spørgsmålet er, om holdet kan rejse sig hjemme mod AaB, der kommer med et godt og skarpt mandskab, der er et top seks hold i år. AaB er ingen let modstander og har gang i noget fornuftigt og leger med i toppen, så spørgsmålet er, om Lyngby kan rejse sig, eller om holdet er gået i stå.