Superliga-powerranking: Hug til Brøndby og OB
Foto: Getty Images
Superliga

Superliga-powerranking: Hug til Brøndby og OB

Ugens powerranking er skidt læsning for Brøndby IF og OB, mens AaB og FC Nordsjælland rykker frem.

1 FC Midtjylland (1)
Individualisterne var forskellen i Hobro, hvor Anders Dreyer og Ronnie Schwartz scorede i 2. halvleg i en kamp, hjemmeholdet dominerede hele vejen. Det er ikke kønt, og FCM kommer til at smide point med flere tilsvarende præstationer. Men med 14 runder igen og 9 points forspring ligner det her et guldhold.

Seneste kamp: Hobro-FC Midtjylland 0-2
Næste kamp: FC Midtjylland-SønderjyskE (Mandag 19.00)

2 FC København (2)
Det var skidt at smide to point mod et hold, der i handling og i tabellen er tæt på at være tilbage i 1. division. Til gengæld viste en flot, flot kamp i Glasgow, at der i den grad er et højt topniveau på holdet, hvor Mikkel Kaufmann lignende en kommende topspiller indtil en ærgerlig skade i slutningen af 1. halvleg. Kan FCK finde det samme tempo i angrebsspillet i Superligaen, er modstanderne ilde stedt.

Seneste kamp: Silkeborg IF-FC København 1-1
Næste kamp: FC København-AaB (Søndag 18.00)

3 AGF (3)
Der var mere bid i Horsens end i 0-6-kampen i Farum i sidste uge, men på en aften med dårligt spil gjorde AGF nok til at komme fint i gang med forårssæsonen ovenpå den aflyste forårspremiere hjemme mod Randers. Det er en helt bevidst beslutning fra ledelsen og på holdet om ikke at tale om bronze i offentligheden, men på banen slipper man ikke for at forholde sig til topplaceringen og modstandere, der muligvis vil begynde at tilpasse sig og forsøge at lægge hindringer ud for AGF's omstillingsspil.

Seneste kamp: AC Horsens - AGF 1-2
Næste kamp: AGF-Hobro (Fredag 19.00)

4 FC Nordsjælland (5)
FCN har også lov til at vinde lunkne kampe, og det var kampen mod SønderjyskE sammenlignet med 6-0-triumfen i første runde. Det siger noget om alsidighed på holdet – og en alvorlig sønderjysk akilleshæl – at FCN afgjorde kampen efter et hjørnespark. Det dufter af Top 6, hvis FCN også kan klare udekampen i Esbjerg på fornuftig vis.

Seneste kamp: FC Nordsjælland-SønderjyskE 2-1
Næste kamp: Esbjerg fB-FC Nordsjælland (Lørdag 16.00)

Seneste kamp: Silkeborg IF-FC København 1-1
Næste kamp: FC København-AaB (Søndag 18.00)

5 AaB (6)
Sejre over Silkeborg og et forynget Brøndby-hold får ikke nogen til at bestille guldhatte, men det er opløftende for nordjyderne, at man kunne vinde en medrivende kamp med Brøndby, hvor man smed to føringer. Top 6 er AaB's at smide, hvis man får point i Parken på søndag.

Seneste kamp: AaB-Brøndby IF 3-2
Næste kamp: FC København-AaB (Søndag 18.00)

6 Brøndby IF (4)
Vi kunne diskutere straffesparket, AaB vandt kampen på, i resten af forårssæsonen, men kampen i Aalborg illustrerer også, at Brøndby naturligvis ikke er usårlig trods sejren i Odense, hvor OB efter den seneste spillerunde nu ikke har vundet syv kampe i streg. Tabellen kan pludselig være tæt, hvis Randers vinder den udsatte kamp i Århus i marts, så Lyngby hjemme på søndag er vital.

Læs også:Kasser på samlebånd: Se alle Superliga-rundens mål

Seneste kamp: AaB-Brøndby IF 3-2
Næste kamp: Brøndby IF-Lyngby (Søndag 16.00)

7 Randers FC (7)
0-0 med OB er fint nok, og nu skal der så vindes kampe for at komme i Top 6, hvor der skal hentes 38-39, måske endda 40 point, for at komme med. Randers er på 31 point og har fem kampe igen, så matematikken kræver jo nok tre point i Horsens på søndag. Kan man skabe noget uden Saba Lobjanidze? Det stod ikke soleklart efter den kedelige kamp mod OB.

Seneste kamp: Randers FC-OB 0-0
Næste kamp: AC Horsens-Randers FC (Søndag 12.00)

8 Lyngby (11)
Selvfølgelig var det ikke FC Midtjylland, Lyngby skulle måle sig med. Esbjerg blev sendt hjem med et fortjent nederlag, og Lyngby skabte gode chancer og kunne have lukket kampen tidligere end ved Rezan Corlus 2-0-mål. Corlu spillede 90 minutter efter bænkepladsen i 1. halvleg i Herning  og ligner igen i 2020 en Superliga-profil.

Seneste kamp: Lyngby-Esbjerg fB 2-0
Næste kamp: Brøndby IF-Lyngby (Søndag 16.00)

9 SønderjyskE (8)
SønderjyskE holdt op med at spille, da man kom foran 1-0 i Farum og egentlig så ud til at være på vej mod tre nye point. SønderjyskE's problem på defensive dødbolde dukkede igen op i Farum, og det skal ganske enkelt fikses, hvis man ikke vil i livsfare i ligaen i de tre forårsmåneder.

Seneste kamp: FC Nordsjælland-SønderjyskE 2-1
Næste kamp: FC Midtjylland-SønderjyskE (Mandag 19.00)

10 OB (9)
Fynboerne kan mene, at de var nok så uheldige i perioder i efteråret, og at det er naturligt nok, holdet skal finde sammen efter udskiftninger i januar og et farvel til Bashkim Kadrii. Efter en mærkeligt ufarlig kamp i Randers har man nu sat sig selv under alvorligt pres i jagten på Top 6, og man skal under alle omstændigheder have sejre for at holde sig på afstand af de ubehagelige pladser, der giver nedrykningsplayoff.

Seneste kamp: Randers FC-OB 0-0
Næste kamp: OB-Silkeborg IF (Søndag 14.00)

11 Hobro (12)
Arrrgh, Hobro, det var jo meningen, man skulle vinde kampe med de dygtige individualister, man har holdt fast i, ikke gå fra banen uden at have scoret og med nul point i de to første runder i februar. De 10 kommende runder tegner til at blive et kapløb mellem Hobro (17) og Esbjerg (16) om at undgå direkte nedrykning.

Seneste kamp: Hobro-FC Midtjylland 0-2
Næste kamp: AGF-Hobro (Fredag 19.00)

Læs også:Afstemning: Kan FCK lave overraskelsen og slå Celtic ud af Europa League?

12 Esbjerg fB (10)
Esbjerg var på hælene fra start, og kampen med Lyngby viste, at sidste sæsons treer helst ikke skal spille fra baghjul. Der er nu ti kampe til at spille sig væk fra 13. pladsen – med Hobro ét point foran og kun to sejre i sæsonen lever Esbjerg i den grad.

Seneste kamp: Lyngby-Esbjerg fB 2-0
Næste kamp: Esbjerg fB-FC Nordsjælland (Lørdag 16.00)

13 Silkeborg IF (13)
Naturligvis er det godt at spille uafgjort med mesterholdet, og der er lyspunkter som Mads Emil Madsen. I de kommende fire runder møder man OB, AGF, FC Nordsjælland og SønderjyskE, og missionen er meget simpel; overhal Esbjerg (fem point foran på 16 point) og/eller Hobro (17 point), eller vær indstillet på en de facto nedrykning om en måned, da man vil være håbløst bagud i en nedrykningspulje med seks runder, hvor man lige nu er 14 point efter Horsens eller SønderjyskE, alt efter hvem der havner på 11. pladsen.

Seneste kamp: Silkeborg IF-FC København 1-1
Næste kamp: OB-Silkeborg IF (Søndag 14.00)

14 AC Horsens (14)
Horsens levede i kampen og havde, ganske usædvanligt, bolden 56 procent af tiden, fordi AGF naturligvis stillede sig tilbage og lod de hurtige offensivspillere løbe kontra. Nederlaget lever Horsens med, når der trods alt var livstegn efter katastrofeindsatsen mod FCN, men man skal til at skabe mere for at undgå to playoffkampe om nedrykning til maj, kampe Horsens pt er favorit til at havne i i tæt duel med SønderjyskE.

Seneste kamp: AGF-AC Horsens
Næste kamp: AC Horsens-Randers FC (Søndag 12.00)

I parentes er holdets placering på seneste powerranking

Chanceskaberne
1: Evander Ferreira, FC Midtjylland – 70 (7 mål)
2: Lucas Andersen, AaB – 49 (7 mål)
3: Mikkel Damsgaard, FC Nordsjælland – 44 (7 mål)
4: Dominik Kaiser, Brøndby IF – 41 (8 mål) *
5: Mikkel Rygaard, FC Nordsjælland – 41 (3 mål)
6: Viktor Fischer, FC København – 37 (2 mål)
7: Casper Høyer, AGF – 36 (1 mål)
8: Rilwan Hassan, FC Midtjylland – 35 (1 mål)
9: Mads Emil Madsen, Silkeborg IF – 34 (0 mål)
10: Louka Prip, AC Horsens – 33 (4 mål)

* Solgt i vinterpausen til Hannover 96

Skyyyyyyyyyd
1: Evander Ferreira, FC Midtjylland – 51 (7 mål)
2: Bashkim Kadrii, OB – 48 (10 mål) ***
3: Ronnie Schwartz, SIF/FCM – 47 (13 mål)
4: Kamil Wilczek, Brøndby IF – 44 (17 mål) ****
5: Mart Lieder, SønderjyskE/OB – 43 (6 mål)
6: Sory Kaba, FC Midtjylland – 42 (4 mål)
7: Emil Riis Jakobsen, Randers FC - 41 (4 mål)
8: Patrick Mortensen, AGF – 39 (9 mål)
9: Louka Prip, AC Horsens – 39 (4 mål)
10: Mustapha Bundu, AGF – 38 (8 mål)

*** Blev i januar solgt til Al-Fateh i Saudi-Arabien
**** Blev i januar solgt til Göztepe i Tyrkiet 

Læs også:Backman efter arbejdssejr: Vi forsvarede med vores liv

Læs også:Rundens Hold i Superligaen - 22. spillerunde