Video : Tipsbladet
Superliga

Stortalent er på besøg i FC København i denne uge

FC København har i øjeblikket besøg af islandsk stortalent, som også FC Midtjylland har luret på.

FC København og islandske talenter har efterhånden mange gange vist sig at være en god kombi, og "løverne" fortsætter naturligvis med at holde et vågent øje med, hvad der bevæger sig af dygtige unge fodboldspillere på vulkanøen.

I den forbindelse er FC København faldet over den 14-årige angriber Alexander Mani Gudjohnsson, der til dagligt tørner ud for Stjarnan, hvor han er en del af U19-holdet, men har spillet testkampe for førsteholdet. 

Alexander Mani Gudjohnsson er i denne uge på besøg i Danmark og skal træne med i FCK.

Det islandske medie Fotbolti.net omtaler historien, og mediet kalder Alexander Mani Gudjohnsson for "en af de mest lovende spillere i landet". 

FC Midtjylland har også fået øjnene op for Alexander Mani Gudjohnsson. Ifølge Fotbolti.net trænede den 14-årige islænding for et par uger siden med i FC Midtjylland, og dermed kan der opstå en situation, hvor både FCM og FCK vil forsøge at overtale angriberen til at skrive kontrakt. 

Det bliver dog først om noget tid - Alexander Mani Gudjohnsson kan ikke skifte til FC København, FC Midtjylland eller en helt tredje udenlandsk klub, før han er fyldt 16 år.

Alexander Mani Gudjohnsson er i øvrigt søn af den tidligere FC Nordsjælland-spiller Gudjon Baldvinsson.