Tipsbladet på Brøndby Stadion
Med Frederik Alves Ibsen i karantæne var Henrik Heggheim søndag tilbage i startopstillingen for Brøndby IF i opgøret mod FC Nordsjælland.
Der var dog bestemt ikke tale om en præstation, hvor Heggheim styrkede sit kandidatur, for den norske forsvarsspiller blev pillet ud i pausen efter en skrækkelig indsats i første halvleg, hvor han blandt andet begik et straffespark på Andreas Schjelderup.
Efter den hårdt tilkæmpede 2-1-sejr erkendte Jesper Sørensen, at Henrik Heggheim spillede tiltagende usikkert i første halvleg.
- Henrik har været ude i et stykke tid, og nu valgte jeg ham til igen. Vi havde selvfølgelig en plan med det. Jeg synes, han har været god hele efteråret. Nu kom han godt i gang i kampen i dag, men jeg synes, at han spiller sig mere og mere usikker, og han kom til at lave et klodset straffespark.
- Og så valgte vi at skifte, fordi Tshiembe også er meget hurtigere, og vi gerne ville højere op på banen, hvor han måske kunne give os noget i forhold til at dække bagrummet af, lød det fra Jesper Sørensen.
Henrik Heggheim har næppe været i godt humør efter udskiftningen, hvilket Jesper Sørensen også erkendte.
- Nej, det kan jeg heller ikke forestille mig. Men det er sådan, fodbold er. Han er en spiller, der har været i en rigtig, rigtig god udvikling i noget tid. Det går op og ned, og lige i dag blev han så pillet ud. Men det var ikke fordi, at han på nogle måde var nogen skurk for os. Det er han ikke.
- Han er en god spiller med en god fremtid, og det skal han også nok få vist. Men når man står i en situation, så skal man ikke kigge på, hvad der er sket, men hvordan man tackler det fremadrettet. Og så måtte vi træffe det valg, lød det fra Jesper Sørensen.
Med sejren over FC Nordsjælland ligger Brøndby nummer to i Superligaen, ét point efter FC København.