Smarasons valg: Dansk eller svensk topklub
Illustration
Superliga

Smarasons valg: Dansk eller svensk topklub

Arnor Smarason forlader Esbjerg, og valget står nu mellem to klubber. Én i Danmark og én i Sverige.

Den 24-årige islænding Arnor Smarason forlader Esbjerg efter tre år i klubben. Han er tæt på at kunne skrive kontrakt med en ny klub, og valget står mellem et kontrakttilbud fra en dansk og en svensk topklub.

- Jeg har valgt flere fra i processen, og lige nu snakker vi med to klubber. Én i Danmark og én i Sverige. Der ligger konkrete kontrakttilbud fra dem begge på mit bord. Nu skal jeg bare træffe det rigtige valg og vælge den klub, hvor spillestilen passer mig bedst. Jeg har vundet pokalturneringerne i Holland og i Danmark, og nu vil jeg spille med om en ligatitel. Det kan jeg få mulighed for i de to klubber, siger Arnor Smarason til tipsbladet.dk.

Kontrakten med Esbjerg udløber om fire dage, men Smarason har fået lov at træne videre med Esbjergs hold og på den måde holde formen vedlige, indtil den endelige beslutning er truffet.

Esbjerg blev i den forgangne sæson nummer fire i Superligaen, og fokuserer man på den, er der altså kun tre klubber herhjemme, der er bedre end vestjyderne. FC København, FC Nordsjælland og Randers FC. FCN er allerede blevet sat i forbindelse med Smarason, men han vil ikke ud med, om Farum-klubben er den danske klub, der er med i opløbet.

- Jeg kan ikke sige, om det er en af top tre-klubberne fra sidste sæson, men der er tale om en rigtig god klub, for jeg slutter jo ikke i Esbjerg for at gå til en dårligere klub. Jeg vil gerne snart have det afklaret, og det kan gå stærkt de næste dage.

I løbet af sommeren har profiler som Lukas Hradecky, Nicolai Høgh, Youssef Toutouh og Jesper Lange sagt farvel til Esbjerg, men Smarason har truffet beslutningen om at forlade Esbjerg, fordi han føler, det er bedst for hans udvikling. Ikke fordi de fire ovennævnte er væk.

- Det er det rigtige tidspunkt at komme videre i min karriere og med min udvikling. Det føler jeg, jeg kan komme ved at gå til ét af de hold, jeg snakker med. Jeg har fået en god afslutning med Esbjerg ved at vinde pokalturneringen, og jeg har også haft en god snak med ledelsen og træneren herovre, og jeg er sikker på, at Niels Frederiksen er den rigtige træner for Esbjerg.

- Det er rigtigt, at en række spillere har forladt klubben, men jeg har truffet mit eget valg, og jeg vil ikke sige, at de andres beslutninger har noget med min at gøre, for det er vigtigt for mig og min udvikling som fodboldspiller at komme videre. Jeg har haft det godt i Esbjerg og arbejdet sammen med nogle fantastiske mennesker, så det er også hårdt at skulle sige farvel.

Ud over FC Nordsjælland er også OB og AGF blevet meldt interesseret i Arnor Smarason.