Video : Tipsbladet
Superliga

Rasmus Højlund dybt imponeret af sine FCK-brødre

Manchester United-stjernen Rasmus Højlund følger sine tvillingebrødre meget tæt i FC København, og han er dybt imponeret over dem begge.

HELSINGØR (Tipsbladet): Rasmus Højlund fik aldrig noget stort gennembrud i FC København, men der er stadig håb for familien, som fortsat er yderst velrepræsenteret i den danske mesterklub.

Oscar Højlund får en større og større rolle på FC København-mandskabet, mens Emil Højlund er en del af det succesfulde U19-mandskab, der var et mulehår fra at nå semifinalen i Youth League. Emil Højlund scorede fem mål undervejs i ungdommens Champions League. 

De voksnes Champions League har Oscar Højlund allerede spillet for FC København, og der tegner sig altså et billede af et par tvillingebrødre, der er yderst godt på vej. 

Det har storebror også noteret sig fra bopælen i Manchester.

- Det er perfekt, og jeg elsker at følge med i både Oscar og Emil. Emil ser rigtig god ud nu, og han så virkelig god ud i Youth League-kampen forleden (mod Nantes, red.), hvor han scorede et mål og lavede to assists. Han har haft en længere skade og et lidt bøvlet forløb, men han ligner en spiller, der er klar til at spille førsteholdsfodbold, siger Rasmus Højlund til Tipsbladet og den øvrige presse og fortsætter:

- Det er en positiv udvikling, de to har, og det er mentaliteten hjemme hos os - at man ikke skal fokusere så meget på, hvad omverdenen siger, men fokusere på, hvad man selv kan gøre og forbedre. Kæmpe cadeau til deres hårde arbejde, jeg ved, hvor meget de har trænet, og hvor meget de har sagt fra til for at nå dertil, hvor de er nu. Jeg er sikker på, de har en kæmpe karriere foran sig.

De kan altid ringe
Manchester United-stjernen fastslår, at han altid står klar med gode råd, hvis hans to yngre brødre får brug for ham.

- Selvfølgelig gør jeg det, hvis de vil. Jeg ringer jo ikke til dem, og siger "I skal gøre det sådan her og sådan her", men hvis de ringer og spørger, står jeg hellere end gerne klar til at dele ud af mine erfaringer. Jeg har haft en kort karriere, men jeg har oplevet lidt af hvert, og jeg ved også, hvordan det er at spille i FC København. Jeg kan nok godt hjælpe dem med en ting eller to.

En scout sagde på et tidspunkt, at Oscar Højlund i virkeligheden er et mere åbenlyst talent end dig. Køber du den?

- Det kan sagtens være. Begge mine brødre har oplevet en stor hype i ungdomsårene i den forstand, at de eksempelvis trænede med U17, selv om de kun var U15-spillere. Det tog lidt længere tid for mig, siger Rasmus Højlund og tilføjer med et glimt i øjet:

- Men hvis de når den hylde, jeg er på nu, er det rimelig godt gået af dem. 

Oscar Højlund, der er central midtbanespiller, har foreløbig spillet 22 førsteholdskampe for FC København, mens angriberen Emil Højlund har noteret sig for tre meget korte indhop.

Rasmus Højlund nåede 32 kampe for FC Københavns bedste mandskab.