25-årige Izunna Uzochukwu har været i Danmark og hos FC Midtjylland siden 2006, men når kontrakten udløber med de kommende danske mestre om lidt over en måned, er det også med 100 procents sikkerhed et farvel til Danmark og FC Midtjylland for den lille nigerianske midtbanespiller.
Siden Izunna Uzochukwu fik debut for FC Midtjylland tilbage i 2009, har han udviklet sig til en dygtig midtbanespiller, der er stærkest, når modstanderen har bolden. Nu har han dog brug for at prøve noget nyt, bekræfter han.
- Det har været en fantastisk ting at vinde det danske mesterskab, men alt har en ende. Når alt kommer til alt, er jeg sikker på, at jeg en dag er velkommen tilbage i FC Midtjylland. Lige nu har jeg bare brug for at se noget andet og prøve noget andet, og derfor er det her det rigtige tidspunkt at komme videre på, siger Izunna Uzochukwu til tipsbladet.dk.
- Midtjylland er mit hjem, og her vil jeg altid være velkommen. Jeg takker Midtjylland, for klubben har hjulpet mig meget, og jeg har haft mange gode år. Det er min første seniorklub, og der er taget hånd om mig, selv om jeg har været langt væk hjemmefra. Så vi siger farvel til hinanden på en god og ordentlig måde, siger han videre.
Ikke overraskende har det været FC Midtjyllands ønske at forlænge aftalen med den lille, løbestærke midtbanespiller. Men fordi kontrakten løber ud til sommer, kan klubben ikke gøre så meget andet end at ønske Izunna god rejse. FCM har siden i vinter forsøgt at få Izunna til at forlænge, men uden held.
- Jeg sætter stor pris på, at de gerne vil have mig til at blive, og jeg er sikker på, at der ikke er dårlige følelser mellem os. Nu er bare det rigtige tidspunkt for mig at komme videre på, og jeg har det helt utroligt godt med, at jeg slutter med at vinde noget her - det er stort. Det er den bedste måde at slutte karrieren i Midtjylland på, siger Izunna Uzochukwu.
Og hvor skal nigerianeren så hen? Det spørgsmål kan han ikke selv besvare endnu, men der mangler ikke bejlere til Izunna, der gerne vil blive i Europa og gerne skifte til et større fodboldland end Danmark.
- Jeg har klubber, der er interesserede, men der er ikke noget på plads. Når sæsonen er helt slut, må vi se på, hvordan det kommer til at gå. Jeg kan ikke være specifik og sige, at den og den klub er min bedste mulighed, men jeg fornemmer, at det er ret gode klubber, der er interesserede, siger Izunna.
Han kom fra FC Midtjyllands samarbejdsklub FC Eberdei i 2006 og brugte tre år på FC Midtjyllands akademi, inden han fik sin debut på førsteholdet. Siden blev han fast mand og er altså med til at vinde FCM's første titel, siden fusionen mellem Ikast og Herning i 1999.
- Det er virkelig stort at være med til at vinde - det er jo første gang i historien, det sker. Og når du om mange år går tilbage og kigger på det hold, der i 2015 vandt det danske mesterskab, vil mit navn stå i blandt. Mit navn kommer til at blive husket et sted, som er meget langt fra mit hjemland.
- Som fodboldspiller er det, hvad du drømmer om. Og for en afrikansk spiller er det en stor og særlig ting. Det er stort for mig og min karriere, og det er ikke mindst stort for klubben, at vi vinder det danske mesterskab, siger Izunna Uzochukwu.