Kampfakta:
Spillested: Sydbank Park, Haderslev
Dommer: Mads-Kristoffer Kristoffersen
Kampstart: Lørdag klokken 17.00
På tv: TV3 Sport1
Twitter: #sjefcn
Holdnyt:
SønderjyskE:
Oven på den fornemme sæsonstart med to ligasejre og pokalsejr over Brøndby var SønderjyskE kommet helt ned på jorden med nederlag til Silkeborg og FC Nordsjælland. Men hvis nogen troede, at holdets form var slået itu, blev det kraftigt modbevist i den seneste runde, hvor Sønderjyderne igen fandt formlen på succes og lammetævede AaB med hele 4-1 i Aalborg.
Adama Guira er tilbage fra karantæne, mens islandske Baldur Sigurdsson fortsat er ude med en skade. I forhold til kampen mod AaB er Jeppe Simonsen med igen - til gengæld glider Bo Storm og Mikael Uhre ud af truppen.
FC Nordsjælland:
FC Nordsjælland indledte foråret med en rystende dårlige præstationer, men har siden fået rettet op, selv om man måtte slide noget for at hente point ude mod bundproppen fra Silkeborg i den seneste runde.
Det opløftende ved nordsjællændernes spil er, at vinterens indkøb lader til at have fundet sig til rette, så holdet i langt højere grad kan udnytte de spidskompetencer, man har i form af kvikt kontraspil med hurtigløbere som Joshua John, David Moberg Karlsson og Uffe Bech.
Karantæne:
SønderjyskE: Ingen
FC Nordsjælland: Mario Ticinovic
Superliga-form:
SønderjyskE: V-V-T-T-V
FC Nordsjælland: T-T-V-V-U
Bud på startopstillinger:
SønderjyskE(4-4-2): Skender - Paulsen, Kanstrup, Lodberg, Marxen - Madsen, Guira, Jensen, Absalonsen - Bechmann, Pourié
FC Nordsjælland: (4-4-2): Jensen - Arnason, Gregor, Maxsø, Mtiliga - Thórarinsson, Petry, Vingaard, Karlsson, Bech, John
Vidste du, at...:
Det plejer at være underholdende, når SønderjyskE møder FC Nordsjælland. I de seneste otte møder har hele fem af kampene indeholdt mindst fire mål, to af dem tre scoringer, mens en enkelt "kun" har haft to scoringer.
Dom:
Hurtigløberne hos FC Nordsjælland gjorde virkelig ondt på SønderjyskE, da de to hold mødtes for tre spillerunder siden. Dengang vandt FC Nordsjælland med hele 4-0.
Frem mod foråret har SønderjyskE haft fokus på at flytte presset på modstanderen højere op og slå til på kontra ved bolderobringer. Men mod FC Nordsjælland kan man ende med at sætte sig mellem to stole, da der hele tiden skal tages hensyn til ikke at blive fanget af en lang bold, som kan sætte forsvaret i svære løbedueller med Joshua John, Uffe Bech og David Moberg Karlsson.
Faktisk er det to hold, der praktiserer en ensartet spillestl, men fordelen ligger hos FCN, der i årevis har praktiseret det og var overlegne i det første opgør. Sønderjyderne er godt på vej og har slækket på noget påpasselighed i forårets kampe, hvilket har været ganske forfriskende. Men straffen kom blandt andet med FC Nordsjælland - og det kan meget vel ske igen.
FC Nordsjælland vinder med 2-0