Optakt: Randers FC - AGF
Superliga

Optakt: Randers FC - AGF

Lokalbrag med så uhyre meget på spil for begge hold. Det kan næsten kun blive dramatisk - men hvem vinder i Randers?

Kampfakta:
Kampstart: Fredag klokken 18.00
Spillested: BioNutria Park, Randers
Dommer:  Mads-Kristoffer Kristoffersen
På TV: TV3 Sport 1
Hashtag: #rfcagf  #sldk

Få spilforslag til kampen - klik her

Holdnyt:

Randers FC
Det kører slet ikke for Randers FC, der skal takke andre hold og resultater for, at de fortsat har en fodboldstøvle-snude indenfor i slutspillet og fortsat selv kan afgøre sagen. Men med nederlag i samtlige af forårets tre Superliga-kampe bringer det totalen op på hele syv tabte kampe i træk.

Læg dertil at holdet ikke har scoret et eneste mål siden 18. spillerunde i november, hvor det blev til et 2-1-nederlag til AaB.

Det er ikke fordi, der er mangel på chancer eller afslutninger - der er ganske enkelt slet ingen skarphed hos Randers-holdet, der efter 17. spillerunde lå på tredjepladsen med 32 point og havde en målscore på 24-17. Efter 24. spillerunde er totalen af point fortsat 32, men målscoren har ændret sig til nu at hedde 25 - 30.

Ingen har indtil videre løftet opgaven som målscorer efter salget af Mikael Ishak, og efter seneste runde står specielt Marvin Pourié som den helt store synder med flere misbrugte kæmpe chancer i nederlaget til Silkeborg IF. 

På trods af de tre tabte kampe i foråret og en klubrekord i antal nederlag i træk, er top 6 fortsat det erklærede mål, og en sejr mod AGF kan vise sig at være nok til netop at sikre den eftertragtede plads. 

Det bliver dog fortsat uden den skadede tiltænkte erstatning for Ishak - Nikola Djurdjic - der fortsat er uden med problemer med lysken. Mikkel Kallesøe har døjet med en hjernerystelse, og Brandur Hendriksson er ude med korsbåndskade.

AGF:
Hvis Randers FC er hængemulet for tiden, er situationen endnu værre i AGF, der tre kampe i træk har sat dyrebare point over styr i slutminutterne og derfor kun har hentet et point i foråret. Med solide præstationer af konkurrenterne i bunden af rækken er AGF nummer dumpet ned som nummer 12 og kan med et nyt nederlag risikere at ligge nummer 14 inden sidste runde af grundspillet. 

Selv om AGF'erne erkender, at det har gjort ondt med den onde rytme af tabte point, er der fortsat ingen, der vil gøre risikoen for nedrykning til et tema.

AGF har da også - modsat Randers FC -  scoret i alle tre forårskampe men har ikke evnet at være skarpe nok til mere end en scoring i kampene. Og da AGF er nærmest garant for at lukke mål ind i Superligaen - ja så bliver det ikke til sejr. 

De to udsete styrmænd i forsvaret, Niklas Backman og Mikkel Rask, er fortsat savnet og bliver ikke klar til Randers-kampen - til gengæld vender Mustapha Bundu tilbage i truppen. 

Tjek den øjeblikkelige stilling i forhold til slutspillet her

Karantæne:
Randers FC: Fenger
AGF: Ingen

Bud på startopstillinger:
Randers FC (4-5-1): Halldorssón - Thomsen, Bager, Agesen, Fischer - Fisker, Kauko, Enghardt, Allansson, Lundberg - Pourié

AGF (4-1-4-1): Jovanovic - Mikanovic, Juel Andersen, Khodzhaniiazov, Juelsgård - Sverrisson - Junker, Amini, Spelmann, Ikonomidis - Rasmussen

Profilen:
Tre spillere hos AGF har en fortid i Randers FC, lige som det er tilfældet med både AGF-direktør Jacob Nielsen og sportschef Peter Christiansen.

Elmar Bjarnason, Mustafa Amini og Kasper Junker er aktørerne på banen, og mens både Bjarnason og Amini siden skiftet har bevist sig i AGF, mangler Kasper Junker for alvor at bide sig fast på holdet. Den unge angriber er blevet forsøgt på kanten i foråret, hvor den høje fart skal udnyttes til en fordel.

Projektet er endnu ikke færdigudviklet, men potentialet i Junker er der stor tiltro til i AGF, så mon ikke, det bliver til spilletid på den gamle hjemmebane fredag aften. Junker nåede aldrig at score et Superliga-mål for Randers FC - han er noteret for tre hos AGF i sæsonen. 

Vidste du, at..:
AGF har på papiret en endda klar fordel i forhold til Randers FC. I hvert fald på ét parameter.

AGF er nemlig suverænt det hold, der gennem sæsonen har vundet flest luftdueller. I alt 709 luftdueller er vundet over de afviklede 24 runder - det er 143 flere end nærmeste konkurrent. Randers FC er på samme parameter placeret som nummer 12 med bare 399 vundne luftdueller - altså hele 307 færre end fredagens modstander.

Lange "Duncan-bolde" eller ej - AGF er i hvert fald her foran Randers FC.

Dom:
Begge hold har uhyre meget på spil. Hjemmeholdet kan med sejr sikre sig en plads i top seks og få sat en stopper for den blødning af elendige resultater og manglende mål, der har strømmet siden november måned.

AGF har i den grad brug en sejr for ikke at risikere få et voldsomt bekymrende udgangspunkt i nedrykningsspillet.

Det vil ikke være første gang, at AGF "hjælper" et kriseramt hold i gang i sæsonen, og da Randers som klub efterhånden længe har klaret sig bedre end AGF, ligger det psykologiske overtag hos hjemmeholdet - også set i lyset af, at Randers har vundet de seneste tre møder mod AGF i ligaen. 

Randers har på trods af de mange nederlag produceret chancer, og på et eller andet tidspunkt giver det mål. Det er lettere at forestille sig det ske, end at AGF pludselig bliver sprudlende og kølige i begge felter. 

Randers vinder lokalslaget, tager et stort skridt mod slutspillet og kan fortsat håne AGF, der hænger i dyndet, inden det bliver alvor i slutspillet.
Randers FC - AGF 2-0. 

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: