Kampfakta:
Spillested: DS Arena, Hobro
Dommer: Dennis Mogensen
Kampstart: Søndag klokken 17.00
På tv: Canal 8
Twitter: #hobsif
Holdnyt:
Hobro IK:
Med en sejr kan Jonas Dals tropper rykke ind i top seks, hvilket i sig selv er en sensation, når man tænker på, hvor mange der havde dømt Hobro til at rykke ud af Superligaen efter denne sæson, som i øvrigt er klubbens første i det bedste selskab. Men her 10 kampe før Superligaens afslutning har Hobro sikret sig endnu en sæson i Superligaen, og Jonas Dal kan dermed begynde at arbejde for måske at få en placering i top seks.
Godt nok tabte Hobro senest med 0-3 til FC Midtjylland, men klubben er i god form, for i de foregående tre kampe blev det til tre 1-0 sejre, blandt andet mod Silkeborg. Jonas Dal har hele truppen at vælge imellem, for landskampspausen har betydet, at Mikkel Beckmann er klar til at få debut, efter han har døjet med ankelproblemer.
Silkeborg IF:
Foråret er startet fint for Silkeborg, der i fem kampe har fået syv point. Det er tre mere, end det lykkedes at få i efterårets 17 kampe. Silkeborg har reelt ikke meget at spille for, fordi nedrykningen reelt er i hus. Kim Poulsen jagter derfor succesoplevelser, som han siger, og han kan måske få en mod Hobro.
Klubben forlængede i sidste uge aftalen med anfører Frank Hansen, og han er også klar til at spille. Forsvarsspiller Simon Jakobsen vender tilbage efter overstået karantæne, det samme gør angriber Nicolaj Agger, mens Frans Dhia Putros er næste mand til en tur i skammekrogen. Emil Scheel ventes klar, efter han måtte sidde over mod FC Nordsjælland.
Silkeborg kan med en sejr hente ind på FC Vestsjælland, så der kun er ét point op til holdet, der også er under nedrykningsstregen.
Karantæne:
Hobro IK: Ingen
Silkeborg IF: Frans Dhia Putros
Superliga-form:
Hobro IK: T-V-V-V-T
Silkeborg IF: T-V-T-V-U
Bud på startopstillinger:
Hobro IK (4-2-3-1): Rask - Bøge, Egholm, Justesen, Tjørnelund - Thomsen, Damborg - Beckmann, Thygesen, Hvilsom - Antipas
Silkeborg IF (4-4-2): Nørgaard - Flinta, Holst, Jakobsen, Ritter - Skov, Hansen, Pedersen, Runsewe - Scheel, Beck
Vidste du, at...:
Det bliver tredje møde denne sæson mellem de to klubber, og de to første kampe er Hobro kommet bedst ud af. Første gang de mødtes var i efteråret i Silkeborg, hvor det sluttede 2-2, efter Emil Scheel scorede til 2-2 kort før tid. Og senest mødtes de to klubber for tre kampe siden, hvor Hobro vandt med 1-0 i Silkeborg. Nu mødes de to oprykkerklubber altså igen. Sidste sæson mødtes de tre gange i NordicBet Ligaen, og her var det første møde mellem klubberne med til at sparke Hobros oprykningssæson i gang. Klubben vandt i anden spillerunde med 5-0 hjemme over Silkeborg, inden SIF senere tog hævn med en sejr på 1-0 på udebane.
Dom:
Det bliver tæt, for det har været tæt i de to klubbers seneste fire opgør. Her har Silkeborg vundet to gange, Hobro én gang, og et enkelt opgør er endt uden vinder. Vi tror ikke, der kommer mange mål og vil ikke blive overrasket, hvis det ender 1-1 i Hobro. Det er vores bud.