OB's jagt på en ny angriber er afsluttet.
Den fynske Superliga-klub hentede tidligere på sommeren nordmanden Sander Svendsen, og nu forstærkes offensiven yderligere af 27-årige Issam Jebali, der kommer til OB på en fri transfer efter senest at have repræsenteret Al Wehda i Saudi-Arabien.
Issam Jebali har blandt andet en fortid i Elfsborg og Rosenborg, og nu har han underskrevet en tre-årig kontrakt med OB.
- Han har tidligere spillet for Elsborg i Allsvenskan, hvor han var en stor profil. Siden tog han til Rosenborg og spillede Europa League, og han kender derfor den skandinaviske mentalitet og kultur. Han kan både spille fremme og på siden i to- og tremandsangreb og er teknisk dygtig. Han er meget fleksibel og passer derfor ind i den måde, vi spiller på. Han er en rigtig fin afslutter, og han er også god en mod en, og så fylder han en del med sine 1.86 cm.
- Han har en god fodboldalder med sine 27 år og er stadig sulten. Vi var derfor ikke i tvivl om, at han kan tilføre vores trup endnu mere i den offensive linje. Vi har været i hård konkurrence med rigtigt mange klubber om Issam, og vi er glade for, at vi kunne få en aftale i stand med ham, siger sportsdirketør Jesper Hansen.
Den 27-årige tuneser havde især en god tid i Sverige og står noteret for 20 mål og 15 assists i 59 Allsvenskan-kampe.