Tipsbladet.dk i på Nature Energy Park, Odense
For et halvt år siden lå OB på sidstepladsen i Superligaen efter seks spillerunder, men nu bør fynboerne efterhånden tages alvorligt i den øverste del af landets bedste række. OB leverede således en stærk indsats søndag aften, da Brøndby blev besejret 2-0 i en underholdende og medrivende fodboldkamp for øjnene af et tætpakket Nature Energy Park i Odense.
Sejren betyder, at OB nu er oppe på tredjepladsen i Superligaen, og meget skal gå galt, hvis fynboerne skal misse sæsonmålet om top seks. Det må siges at være en markant bedrift, når man tager den forsmædelige start på sæsonen i betragtning. Omvendt venter der nogle spændende skæbnekampe for Brøndby, der nu er nede som nummer fem med blot to points afstand til den streg, der skiller Superligaens forjættede land – Mesterskabsslutspillet – og det berygtede nedrykningsslutspil.
Det var ellers gæsterne fra Brøndby, der kom bedst fra start i opgøret. Martin Retovs mandskab gik offensivt og aggressivt til værks, og hjemmeholdet fra OB blev presset i flere situationer, hvilket førte til optræk til hele og halve muligheder til Brøndby.
OB klarede sig dog gennem det første pres og skabte et mere lige kampbillede som første halvleg skred frem. Kampens første store scoringsmulighed faldt i stedet i Brøndbys målende, hvor Casper Nielsens afslutning strøg snert forbi den ene opstander.
Det blev indledningen til en stærk OB-periode, hvor Troels Kløve skabte et par gode muligheder til fynboerne og også fremtvang et hjørnespark, som udløste Bashkim Kadriis fikse hovedstødsmål til 1-0.
Scoringen satte yderligere tænding på kampen, og Brøndbys jagt på en udligning skabte en intens og medrivende første halvleg, hvor larmen fra de 11.166 tilskuere på de fyldte tribuner udgjorde en forbilledlig kulisse til aftendramaet i martsmørket.
Nede på græsset var det en åben slagudveksling med mange dueller og hidsig kamp om hver eneste bold. Selvom Alexander Zorniger ikke længere er træner i Brøndby, er den slags motorvejsfodbold guf for Brøndby-holdet, og som kampen skred frem, kom gæsterne igen i offensiven med flere nærgående afslutninger til følge.
Ti minutter efter pausen ramte Kamil Wilzcek overliggeren på et hovedstød, og Jens Martin Gammelbys afslutning på riposten strøg lige forbi mål. Det begyndte at lugte af udligning, for Brøndby-motoren maste videre, og i en periode virkede OB-holdet til at være i tovene.
Men igen lykkedes det hjemmeholdet at ride stormen af, og i stedet fulgte en periode midtvejs i anden halvleg med et par fine fynske muligheder. Det kulminerede med en fremragende scoring af venstrebenet Jacob Barrett Laursen, der med højrebenet flugtede OB på 2-0 efter et fornemt oplæg fra højrebacken Ryan Johnson Laursen.
Dermed fik Brøndby travlt, men OB havde kampen under kontrol og kunne stille sig længere tilbage og lure på farlige kontrastød, mens gæsterne måtte kæmpe forgæves for at skabe et comeback.
Martin Retov måtte således indkassere sit første nederlag som Brøndby-cheftræner, mens fynboerne kan juble over en stor uge med både succes i pokalturneringen og Superligaen.