Namli overvejer at blive i Holland: Har afvist flere klubber
Foto: Getty Images
Superliga

Namli overvejer at blive i Holland: Har afvist flere klubber

Det lignede et sikkert exit for Younes Namli i PEC Zwolle, men klubben har ikke kunnet blive enige med bejlere, og han har selv sagt nej til nogle, så måske bliver han.

Younes Namli har kun spillet i PEC Zwolle i én sæson, men det meste tydede på, at det skulle blive den sidste. Tidligere på sommeren lignede det kun et spørgsmål om tid, før den danske kantspiller ville skifte til en ny klub.

Undervejs har både italienske Genoa og tyrkiske Kasimpasa været i spil, men ingen af dem lykkedes med at overbevise både PEC Zwolle og Namli om, at det var det rigtige skifte. Så måske bliver han, hvor han er.

- I begyndelsen af opstarten troede jeg også, at jeg ikke skulle være her med. Men PEC blev ikke enige med et par klubber, herunder Genoa. Derudover har jeg selv sagt nej til flere interesserede klubber, siger Younes Namli til Voetbal International.

- Hvis jeg skal af sted, vil jeg til en klub, hvor jeg spiller hver uge og kan være vigtig for mit hold. Jeg har det også godt her. I øjeblikket går jeg ud fra, at jeg bliver. Hvis der opstår noget fedt, er jeg åben for det. Men alt skal være rigtigt. Hvis ikke, har jeg en toårig kontrakt her.

Den 24-årige dansker skiftede i 2015 fra AB til Heerenveen og altså sidste sommer til PEC Zwolle. Her var han fast mand gennem hele sidste sæson. Denne sæsons første kamp startede han dog på bænken.