Michelsen forventer at se SønderjyskE kæmpe om top seks
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Michelsen forventer at se SønderjyskE kæmpe om top seks

Akkurat som i sidste sæson forventer OB-træner Jakob Michelsen, at mange hold vil byde sig ind på en plads i mesterskabsslutspillet

OB møder i morgen SønderjyskE i ottende runde af 3F Superligaen, og de to hold ligger næsten side om side i tabellen. SønderjyskE på syvendepladsen er således kun et enkelt point efter OB, der har 10 point på sjettepladsen.

Netop sjettepladsen er det store mål for mange af de klubber, som håber på at komme med i forårets mesterskabsslutspil, og her forventer OB-træner Jakob Michelsen, at SønderjyskE er et af de hold, som OB kommer til at kæmpe med. Det fortæller han til Fyens.dk.

- De så gode ud mod os i en træningskamp for sæsonen. De havde deres trup tidligt på plads og havde handlet godt ind. Sportschef Hans Jørgen Haysen og direktør Klaus B. Rasmussen har skruet på nogle knapper, så det kan mærkes på holdet og i truppen, lyder det fra Michelsen som uddyber:

- De har et dygtigt kollektiv. Når de ikke har fået så mange point på de sidste, så hænger det sammen med, at de har mødt FC København og FC Midtjylland. Sønderjyske kommer til at spille med om top seks sammen med tre-fire andre klubber inklusive os selv, forudsiger OB-træneren.

OB kan med en sejr i morgen distancerer sig fra SønderjyskE og spille sig op på siden af Brøndby, der sidder på tredjepladsen med 13 point. Omvendt vil et nederlag betyde, at SønderjyskE går forbi fynboerne i tabellen.

Kampen mellem OB og SønderjyskE fløjtes i gang på Nature Energy Park i Odense kl. 19:00 fredag aften.