Marvin Pourié skifter agent: Håber på FCK-retur
Foto: Ernst van Norde/Polfoto
Superliga

Marvin Pourié skifter agent: Håber på FCK-retur

Marvin Pourié er fortsat i FC Ufa, men i løbet af foråret bliver det afgjort, om han kommer tilbage til FC København.

Hvad blev der egentlig af Marvin Pourié? 

Angriber var en overgang en stor profil i Superligaen med karrieren for sine fødder, men efter sit skifte til FC København i sommeren 2013, har det været småt med succes for tyskeren. Siden Ståle Solbakkens ankomst i klubben har Pourié været langt fra førsteholdet, og aktuelt er han på sit tredje lejemål i løbet af sin tid hos FC København. 

Marvin Pourié er således lejet ud til russiske FC Ufa, hvor spilletiden indtil videre har været blandet. I efteråret blev til 10 kampe - heraf fem fra start - og en enkelt scoring. Med nogle måneder tilbage af lejeaftalen med klubben er spørgsmålet nu, om han skal tilbage til FC København på et tidspunkt. 

Pourié har ved årsskiftet stoppet samarbejdet med agenten Jürgen Klein, og han bliver nu rådgivet af Nils Schmäler, der også var manden, der i sin tid fik Pourié til Silkeborg. Han afviser ikke en retur til FC København, men er opmærksom på, at angriberens fremtid i Danmark er usikker.

- Situationen er den, at han har et halvt år tilbage i FC Ufa, og så regner vi med, at han skal tilbage til FC København. Jeg håber, at han har en fremtid der, men vi skal tale med træneren om det. I øjeblikket er Marvin i FC Ufa, og i løbet af april eller maj sætter vi os sammen med FCK's træner, der må sige ja eller nej. Vi må se, hvad der sker; hvis FC København ikke vil have ham tilbage, må vi kigge efter en ny klub, siger Nils Schmäler til tipsbladet.dk. 

Marvin Pourié har kontrakt med FC København frem til sommeren 2017, så til sommer skal hans aftale med klubben altså op til revision igen. Med konkurrence fra blandt andre Andreas Cornelius, Federico Santander og Bashkim Kadrii som deciderede angribere, må det betegnes som yderst tvivlsomt, at tyskeren har en fremtid i klubben.