Det er to måneder, siden Lasse Fosgaard og Lyngby BK har spillet en Superliga-kamp. To måneder til at se tilbage på og reflektere over det år, der gik, og hvor der var rigeligt at huske på.
I begyndelsen af 2019 var Lyngby i alvorlig fare for at rykke ned for anden sæson i træk, klubben havde kort forinden fyret cheftræner Mark Strudal, og økonomien var presset. Men holdet spillede sig på dramatisk vis op på tredjepladsen i 1. division, vandt playoffkampene over Vendsyssel FF, der havde sendt Lyngby ned året før, og nu bejler de kongeblå til top 6 i Superligaen.
Lasse Fosgaard, der i en alder af 33 år ellers har prøvet lidt af hvert, har i løbet af de to seneste måneder set tilbage på et år, han sent vil glemme.
- Når man har opstartsmøder i januar, går snakken altid på, hvad der er aktuelt. Da vi havde de snakke for et år siden, var det kun nedrykning og at få klubben på ret kurs igen, der var et tema, siger den erfarne Lyngby-back til tipsbladet.dk.
- Det ændrede sig til, at vi ville se, hvor højt vi kunne kravle. Det kulminerede så med en playoffplads tre minutter før tid i den sidste spillerunde, og så rykkede vi op mod Vendsyssel, som sendte os ud året forinden. Det var surrealistisk. Det var det vildeste, jeg har prøvet i fodbold.
Læs også:FCN-profilens dom: Han lægger snart Superligaen ned
Fosgaard og co. red videre på succesens bølge i efteråret, da de som oprykkere spillede sig til en ottendeplads på 28 point. Det er samme antal som AaB på sjettepladsen og kun to mindre end Randers FC på femtepladsen.
Da Lasse Fosgaard talte med tipsbladet.dk før sæsonen, var han opsat på, at Lyngby skulle være bedre til at komme ud af de dårlige perioder i denne omgang. Da holdet rykkede ned i 2018, gik det på et tidspunkt 20 runder uden at vinde. Derfor er han svært tilfreds med, at holdet i denne sæson ikke har tabt mere end to kampe på stribe.
- Vi har været rigtig gode til at holde de positive energier. Jeg kan huske, at vi i 20 kampe ikke havde vundet, og vi var fanget i en negativ spiral. Men hver gang vi tabte en kamp eller to i efteråret, var vi gode til at komme ud af det igen, siger Fosgaard.
- Man kan se på et hold som Silkeborg, som ellers spiller god fodbold, hvor svært det kan være at komme ud af den negative periode. Der sker bare nogle mentale ting for spillere og trænere.
Derfor gælder det om at ride videre på bølgen, for Fosgaard ved om nogen, at når den skyller i land, kan det blive en hård opbremsning. Han var selv med til at vinde bronze med Lyngby i 2017 og altså rykke ned året efter. I øjeblikket er Esbjerg fB ved at lave samme nummer.
Læs også:Superliga: Storklubber hersker i forårspremieren - andre sejler
- Det er næsten, som om den samme historie gentager sig. Vi så det også med Hobro i sin tid. Når man kommer op, er der en masse positive energier. Det er igen det mentale: Alle har selvtillid og tro på tingene. Fodbold handler meget om det mentale og det pres, der er, siger Lasse Fosgaard.
- Det har vi været gode til at håndtere, og det skal vi blive ved med. Hvis vi ender i en af de to nedrykningsgrupper, er det lige så mentalt krævende som fysisk krævende. Der er der virkelig pres på og millioner på spil.
Her før forårsstarten ligner en plads i mesterskabsspillet et mere sandsynligt bud på Lyngbys skæbne end en ny nedrykning. Alligevel er overlevelse det eneste, Fosgaard og co. tænker på, siger han. Men hvis chancen byder sig for at gentage bedriften fra 2017, skulle de da være nogle skarn, hvis de ikke tog den.
- Der er ingen tvivl. Vi vil selvfølgelig gøre det så godt som muligt, men at overleve og få et år mere i Superligaen, især i den her sæson med tre nedrykkere, er altafgørende for klubben og for fremtiden. Det betyder vanvittigt meget at være i Superligaen i stedet for 1. division, både for vores unge spillere og for økonomien, siger han.
- Top 6 ville selvfølgelig være fedt og lidt en drøm, så vi går fri af det der (nedrykningsfaren, red.). Men det er slet ikke det, vi fokuserer på. Men vi fokuserede heller ikke på bronze det år, så hvis muligheden for top 6 er der, siger vi da ikke nej.
Lyngby indleder foråret mandag aften mod FC Midtjylland.
Læs også:Optakt: FC Midtjylland - Lyngby BK
Læs også:Blog: 10 ting jeg glæder mig til i Superliga-foråret
Læs også:Superliga-spørgsmål: Er Brøndby blevet strippet for alle våben?