Michael Lumb og resten af AC Horsens har kun vundet 3 af 12 Superliga-kampe i denne sæson, og det skyldes både, at holdet scorer få mål og lukker mange ind. Begge dele vil backen gerne rette op på.
I alt har Den Gule Fare indkasseret 22 scoringer, hvilket er næsten to i gennemsnit pr. kamp. Det undergår kun Silkeborg IF med 33 indkasserede mål. Horsens er allerede på et snit, der gør det svært at vinde fodboldkampe, så Lumb håber, at holdet kan rette op på det.
Læs også:Stort overblik: Brøndby giver klart flest Superliga-minutter til udlændinge
- Vi skulle nødigt komme derhen, hvor Silkeborg er, så der skal minimum tre mål til for at have en chance for at få point. Vi har lukket for mange mål ind. Der findes ingen hurtig løsning, men det handler om, at vi skal være bedre til at bevare fokus og være skarpere i vores returløb, siger Michael Lumb til Horsens Folkeblad.
Senest tabte AC Horsens 3-0 til OB, og det er især nogle store nederlag, der har bragt målsnittet ned på det nuværende niveau. Udover OB har holdet også tabt 3-0 til FC Nordsjælland og 5-0 til AaB tidligere på sæsonen.
Læs også:Bo Henriksen om landstrænerjob: Jeg ved ikke noget om, hvad det indebærer
Mod OB var det særligt omstillingerne, den var gal med, vurderede midtstopperen Alexander Ludwig.
- Vi er ikke gode nok. Vi spiller rigtig meget rundt om dem, men vi får slet ikke skabt nogen chancer på den sidste tredjedel af banen. Desuden giver vi en masse omstillinger væk på trods af, at de kun var 10 mand. Vi får ikke gjort tingene ordentligt færdig, sagde han efter kampen til Eurosport.
AC Horsens ligger aktuelt på 12. pladsen i Superligaen. Holdet har ét point op til Hobro IK og fem til Lyngby Boldklub og AaB. Netop Hobro er næste modstander, når Superligaen vender tilbage efter landskampspausen.
Læs også:Jannik Pohl jagter stadig formen: Jeg var helt færdig til sidst
Læs også:Superligaens bedste: AaB og Lucas Andersen er i spidsen
Læs også:Horsens møder 2. divisionshold i pokalen: Kommer ikke til at overvurdere dem