Video : Tipsbladet
Superliga

Hobro lukker transfervinduet: Var ikke tæt på at sælge profiler

Hverken Emmanuel Sabbi, Edgar Babayan eller Pål Kirkevold forlod Hobro IK i transfervinduet. Der var noget interesse for de to sidstnævnte, men de var ikke lige så tæt på som Sabbi.

Jens Hammer Sørensen har lagt sig på sofaen. Han er færdig med transfervinduet for denne gang, men det gik ikke, som han havde regnet med. Først og fremmest troede han i løbet af weekenden, at Emmanuel Sabbi var solgt, men handlen faldt til jorden.

Forklaringen er kort og godt, at den udelandske klub, som Hobro var enige med, trak sig. Derfor bliver Sabbi et halvt år mere i Hobro, hvilket han selv er mellemfornøjet med. Sportschefen er også både glad og ked af det.

- Man kan se det på to forskellige måder. På den ene side ville vi gerne have lavet et godt salg, for vi synes, vi er nået der til som klub. Vi vil gerne tage unge folk ind, lade dem gøre en forskel og så sælge dem. På den anden side har jeg også to trænere, som er rigtig glade for at have ham i truppen i et halvt år endnu, siger Jens Hammer Sørensen til tipsbladet.dk.

- Vi regnede med, at vi havde en aftale med en udenlandsk klub, der endte med at springe fra den aftale. Det var vi lidt forundrede over, men sådan er den verden også. Så længe der ikke noget skrevet under, er der ikke en aftale.

Den pris, I var enige om, ville det have gjort Sabbi til jeres største salg?

- Ja, det ville det.

Skal han skydes af i januar?

- I første omgang har vi en pokalkamp i morgen, så skal vi på landskampspause, hvor vi samler kræfterne, og så kigger vi frem mod det strategiske det næste halve år. Så det har vi ikke taget stilling til endnu.

Han har et år tilbage af kontrakten. Skal I forlænge?

- Det er noget af det, jeg mener med det strategiske. Det skal vi tage stilling til ret hurtigt, synes jeg.

En anden offensivprofil, Pål Kirkevold, sagde selv i løbet af transfervinduet, at tiden måske var inde til et skifte, og at OB var en interessant klub. Heller ikke han kom videre.

- Det var ikke tæt på. Vi har haft nogle forespørgsler og lidt henvendelser, men vi har også erkendt, at Pål ikke er helt oppe på det niveau, han var, før han var skadet. Men de seneste uger har vi set en Pål på vej i form, og han er en spiller, som i hvert fald gør, at vores chancer fort at blive i Superligaen er noget større.

Heller ikke Edgar Babayan skiftede klub. Randers FC bød ellers på ham, men siden da har Jens Hammer Sørensen ikke haft bejlere i røret.

- Nej, det har vi ikke, bekræfter sportschefen.

Dermed nøjedes Hobro IK med en enkelt tilgang på transfervinduets sidste dag: Klubben lejede Kerim Memija i Vejle Boldklub.