Hjemvendt Fredberg kigger efter job: Jeg har sagt nej til nogle ting
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Hjemvendt Fredberg kigger efter job: Jeg har sagt nej til nogle ting

Den hjemvendte dansker fik kort tid i Panathinaikos, hvor han selv stoppede, da hans hustru fik job i Danmark. Nu håber og tror han på, der lander en god mulighed i dansk fodbold.

Det blev ikke til mange måneder som head of coaching i Panathinaikos for danske Jesper Fredberg. Han er vendt hjem til Danmark, da det endte med ikke helt at passe så godt i det græske, blandt andet fordi Fredbergs hustru har fået job i Danmark.

Og nu er han på udkig efter den næste spændende mulighed.

- Jeg har ikke noget på hånden nu her, men jeg ved, min agent snakker med nogle. Jeg er ret åben - det skal man være i branchen, man skal ikke lukke døre. Jeg vil gerne i gang igen, og nu er vi også landet her i Danmark, så jeg er motiveret, fordi jeg kan lide at arbejde og gerne vil bruge nogle af de ting, jeg har lært, siger Jesper Fredberg til tipsbladet.dk.

- Nu lykkedes vi med store projekter på Cypern i en klub med et enormt pres på udefra, og så har vi efterfølgende gjort det i Panathinaikos, hvor vi mod alle odds fik vendt de ting og fik en fanskare og en præsident til at begynde at tro på, at man kan bruge unge spillere og integrere en spillestil i det.

Jesper Fredberg kom frem i den brede offentlighed i foråret 2014, hvor han blev peget på som afløser i AGF, der bare én ligakamp inde i foråret fyrede Peter Sørensen. AGF endte med at rykke ud af Superligaen, og Jesper Fredberg har siden fået chancen i udlandet. Først på Cypern hos Omonia Nicosia som teknisk direktør, sportsdirektør og også cheftræner, inden han i efteråret 2018 officielt startede som head of coaching i Panathinaikos.

Han kunne godt være fortsat i Panathinaikos, men endte i stedet med at tage med familien hjem, da den ikke var faldet så godt til i Athen som håbet. Den 37-årige uddannede politimand håber på at lande i en stilling, hvor han får noget ledelsesansvar.

- Jeg synes, ledelse er ekstremt spændende. Jeg har brugt en del tid på at videreuddanne mig i det civile. Det er et område, vi virkelig kan udvikle os på herhjemme i fodbolddelen, siger Jesper Fredberg, der gerne sætter ord på sit drømmejob:

- Det er at komme i et projekt, en klub, et forbund, hvor man kan ændre noget. Hvor man kan sætte sin viden på spil, og hvor folk tør at ændre tingene, så man ikke kører i den samme rille, som man ser meget af - det der med, at man laver de samme gode ting og de samme fejl. Der kunne jeg godt tænke mig at komme ud og prøve at ryste ved strukturen. Så for mig er det projektet, der er spændende, men også noget, hvor man kan være med til at gøre en forskel og skabe noget vedvarende og bygge et fundament, der er så stærkt, at det kan holde.

- Jeg synes, at det i fodbold ofte er meget kortsigtede projekter. Det er tit fra weekend til weekend. "Det gik ikke, så nu fyrer vi en, så ansætter vi, og så kører vi forfra igen, så gik det ikke godt, så fyrer vi igen og så starter vi forfra igen." Jeg kunne godt tænke mig at prøve at være med til at skabe et stærkt fundament bygget på en stærk ledelse og en stærk strategi, som ikke er så personafhængige.

Det lyder som projekterne i FC Midtjylland og FC Nordsjælland, der ikke kun handler om cheftræneren.

- Det er en kæmpe styrke, det de har bygget i Nordsjælland, og det siger jeg med al respekt for Kasper (Hjulmand) - han er vores bedste træner herhjemme, han har været en kæmpe del af det - men han har sammen med Flemming og de andre i Nordsjælland været dygtige til at skabe et fundament, der er så stærkt, at det ikke kommer til at falde, selv om der er en eller to, der rejser derfra. Så skal det nok køre videre, fordi det er så stærk en del af deres identitet.

Men i Nordsjælland er det jo også 15-20 års hårdt arbejde, der ligger bag.

- Ja, det er det. Men det vil jeg godt udfordre, det kan vi godt gøre hurtigere. Det skal man ikke lade sig skræmme af, det tror jeg på, man nemt kan med de rigtige folk og selvfølgelig også nogle ressourcer, men med den rigtige viden og gåpåmod og vilje til at gøre det. Det er vigtigt, at ledelsen opad er indstillet på det og også kan se det.

- Jeg har også sagt nej til nogle tilbud nu her, fordi jeg ved, at jobbet som sådan vil være spændende isoleret set, men det kommer vi ikke til at kunne rykke så hurtigt, som vi gerne vil, fordi der kommer til at være nogle barrierer opad, og så er det ikke det værd. Så er det bedre at vente på den rette mulighed.

Jesper Fredberg har arbejdet i AGF, hvor han udover midlertidig træner har været assistent, U19-træner og talentchef, og han har også været ungdomstræner i både Brøndby og Brabrand.