Video : Tipsbladet
Superliga

- Han kan være guld værd for FC København

Det kan vise sig at være rigtig vigtigt for FC København, at Andreas Cornelius kom på måltavlen mod OB, spår ekspert Kenneth Emil Petersen.

FC Københavns 0-2-sejr over OB kort før landsholdspausen kan vise sig rigtig vigtig på mange måder for de forsvarende danske mestre.

En ting er de tre point, som er nødvendige, når både Brøndby og FC Midtjylland også bliver ved med at vinde. 

Noget andet er, at Andreas Cornelius endelig scorede sit første Superliga-mål, siden man hentede ham hjem i sommeren 2022. 

Jubelscenerne talte deres tydelige sprog. Både "Corner", Jacob Neestrup og FCK-spillerne var lykkelige, og opturen kan i sidste ende være det, som gør, at FC København trækker det længste strå i forhold til et danske mesterskab. Det vurderer fodboldekspert Kenneth Emil Petersen i Viaplay-programmet Onside.

- Det der er en trup, som ved, at kan de få ham i gang, så kan der ligge et dansk mesterskab. Vi talte tidligere om Ohi, om han kan være guld værd for Brøndby. Ham der kan være guld værd for FC København, hvis han kommer i gang i det mesterskabsspil. Det skal han - han har så højt et niveau!

- Det giver et kæmpe boost til nogle af dem, som spiller hver gang. En Elyounoussi, En Rasmus Falk, en Grabara... At de ser ham, som er hentet hjem til at være topscorer... det har været et forfærdeligt forløb for ham, men når de ser ham med smil på læben komme ind på en bane og score et mål, så giver det et kæmpe boost. Det er noget, der bliver snakket om dagen efter til træning, og det er noget, der skal være med til at løfte Andreas Cornelius, så FC København kan vinde det mesterskab, de skal i år, forklarer han. 

Det kunne meget vel have været Victor Claesson, som spillede på angriberpositionen, hvis ikke svenskeren havde været skadet. Det har han gjort en del i denne sæson, men det er ikke noget, som Kenneth Emil Petersen er fan af.

- Jeg er ved at være lidt træt af at se FC København spille med Claesson som nier. FC København skal have en rigtig nier. De skal have en, som blander sig oppe omkring topscorertitlen. Det har de ikke lige nu. De har Roony, der er topscorer, som sidder på bænken med syv mål.

Se hele snakken om Andreas Cornelius' første Superliga-scoring i rigtig mange år i afspilleren over artiklen, hvor Francis Dickoh også giver sit bud på betydningen af det.