Video : Tipsbladet
Superliga

Forlod Brøndby: Det har jeg aldrig fortrudt

Vejle-profilen Marius Elvius har haft en snørklet vej til Superligaen, hvor han har været igennem flere klubbers ungdomsafdelinger, inden han fik sit gennembrud.

VB Parken (Tipsbladet): Marius Elvius har i det seneste år fået sit endelige gennembrud som Superliga-spiller, men vejen dertil havde flere omveje gennem ungdommen, hvor den unge back var forbi Brøndby, HB Køge, Verona og derefter HB Køge endnu en gang, hvor han senere fik debut for førsteholdet som 17-årig.

Debuten kom kun to år efter, at en meget ung Marius Elvius tog en moden beslutning om at skifte væk fra Brøndby IF.

- Brøndby passede mig godt i forhold til, hvor jeg boede, samtidig med at jeg kunne fokusere mere seriøst på fodbolden. Skridtet videre til HB Køge kom ret naturligt, da jeg blev meddelt, at der ikke ville være så meget spilletid til mig i Brøndby på det tidspunkt. Så jeg valgte at søge andre veje, hvor der ville blive set mere i min retning, hvilket de gerne ville i HB Køge, siger Marius Elvius i et interview til Tipsbladet.

- Man kan godt sige, at det var et skridt tilbage, men jeg tog hurtigt to frem, fordi jeg ret hurtigt blev seniorspiller i HB Køge. Det er noget, jeg aldrig har fortrudt. Det var vigtigt for mig, at jeg fik chancen og muligheden for at spille mig op. Der er flere veje til toppen i fodbold. Det handler om at finde sin egen vej, og det har jeg altid været bevidst om.

Karrieren tog hurtigt fart i HB Køge, hvor Marius Elvius, efter at have spillet flere kampe for 1. divisionsklubben, pludselig fik en gylden mulighed for at teste sig selv i udlandet.

- Når der kommer en stor italiensk klub som Verona og siger, at de gerne vil have én, så tror jeg, at det er de færreste, der kan sige nej til det.

Marius Elvius endte kun med at være i den italienske klub i en halv sæson, han skiftede dertil i januar 2021, selvom der allerede sommeren inden var interesse fra Verona. Aftalen nåede dog ikke at falde på plads i tide, hvilket gjorde, at den daværende offensivspiller kun havde få kampe til at overbevise italienerne om, at de skulle hente ham på en længerevarende aftale.

Artiklen fortsætter under billedet.

Foto: Alamy

Det endelige gennembrud
Efter sit comeback til HB Køge fandt Marius Elvius endelig vej til at blive en fast del af startopstillingen hos 1. divisionsklubben, som han nåede at repræsentere 55 gange, inden Vejle hentede ham.

Hos Vejle har vejen til startopstillingen heller ikke været lige for Marius Elvius, men efter at han endegyldigt blev rykket ned som back, har han bidt sig fast som en profil på Vejle-mandskabet.

- Det har ikke været lige til. Der har været op- og nedture, men nu har jeg bidt mig fast på holdet og spillet virkelig mange kampe, siden jeg kom til. Jeg fik relativt hurtigt debut og scorede også et mål i Superligaen. Alt i alt er jeg tilfreds med min tid i Vejle og med, hvordan det har været indtil nu.

- Det er selvfølgelig hårdt lige nu, men personligt er jeg glad. Jeg har gode holdkammerater og trænere, og vi har det godt i hverdagen. 

Højrebacken har sammen med Vejle en god mulighed for at spille sig tilbage i kampen om at undgå nedrykning, når de på søndag møder Lyngby på hjemmebane.