Video : Tipsbladet
Superliga

FCN-boss afslører sine idoler: Han var fantastisk

Johannes Hoff Thorup er stor fan af Roma, men FC Nordsjællands cheftræner har sjældent tid til at se favoritholdets kampe.

FARUM (Tipsbladet): Jesper Sørensen har Juventus som sin yndlingsklub, men Brøndby-bossen er ikke den eneste toptræner i Superligaen, der er stor fan af en Serie A-klub. 

Hos FC Nordsjælland har Johannes Hoff Thorup nemlig et blødt punkt for Roma. Cheftræneren blev som barn glad for italiensk fodbold, hvor Roma blev hans hold. 

Passer det, at du nægtede at trykke navn og nummer på Lazio-trøjer, da du arbejdede for Uniport?

- Hahaha! Jeg kan ikke huske, om jeg nægtede det… men det passer, at hvis jeg skal holde med et fodboldhold, så er Roma mit hold. Efter at jeg har fået jobbet som træner, så er der virkelig, virkelig lidt tid til at holde med et fodboldhold. Men jeg har altid været interesseret i italiensk fodbold og Roma har været mit hold i Serie A.

- Jeg kan ikke lige huske, om den historie er rigtig, men jeg kan da i hvert fald huske, at hvis vi skulle sælge noget derinde, så ville jeg da hellere sælge Roma-trøjer end det modsatte, siger Johannes Hoff Thorup til Tipsbladet. 

Roma blev italienske mestre i 2001 og det var i samme periode, at Johannes Hoff Thorup begyndte at følge 'I giallorossi'. 

- Jeg har altid haft en forkærlighed for italiensk fodbold. Jeg tror, at da jeg for alvor begyndte at interessere mig for fodbold, da var italiensk fodbold jo noget af det stærkeste, der var i Europa. De havde mange hold med i Champions League-semifinaler og -finaler.

- De bedste spillere tog til Italien, og så var der noget med det hold der, omkring nullerne, med Totti, Batistuta, Montella og hvad de ellers hedder, de drenge, som selvfølgelig inspirerede, for det var et virkeligt godt fodboldhold. Det var et hold, der havde både individuel og kollektiv kvalitet. Så det var et stærkt hold, og så spiller de i en fed trøje, synes jeg, siger Johannes Hoff Thorup. 

Johannes Hoff Thorup er stor fan af AS Roma, men FC Nordsjælland-bossen har sjældent tid til at se romernes kampe. Foto: Imago

Italienske forbilleder
Selvom han ikke når at se mange af deres kampe, så glæder Johannes Hoff Thorup sig alligevel over Romas gode takter under den nye cheftræner Daniele De Rossi. 

- Jeg så deres kamp mod Brighton i Europa League (hvor Roma vandt 4-0, red.), hvor der virkelig var nogle fede ting i det. Så jeg prøver at få set lidt, men i weekenderne er det mest dansk fodbold, det hele er dedikeret til. Så det er kun, hvis de spiller en hverdagsaften, at det er muligt, siger FC Nordsjælland-bossen. 

Er det nogle af de italienske trænere, der er dine idoler, eller hvor kigger du efter inspiration?

- Der kigger jeg mere på de hold, som jeg synes kører godt. Jeg synes, at Napoli under Spalletti spillede fantastisk. Mesterskabsholdet. Jeg synes, at Allegri, i hans første periode i Juventus, der var det fantastisk. Jeg ved godt, at de stadig vinder meget 1-0, men det gjorde de i endnu højere grad dengang. Og de klarede sig virkelig, virkelig godt. Så der har helt klart været nogle hold i Italien, som jeg har ladet mig inspirere af.

- Sarri var fantastisk, da han var i Napoli. Men ellers er det sådan mere holdbaseret, at jeg kigger på det. Der er selvfølgelig en italiensk træner i Brighton (Roberto De Zerbi, red.), som har fået det hold til at spille på en fantastisk måde, så de kan konkurrere mod hold, der på papiret er større end dem. Så der er helt klart nogle italienere imellem, lyder det afslutningsvist fra Johannes Hoff Thorup. 

FC Nordsjælland spiller søndag klokken 17 deres sidste kamp i grundspillet, når Randers FC kommer på besøg i Farum.