Video : Tipsbladet
Superliga

På vej mod stort skifte: Det har set sort ud

Alvorlige skader har truet med at sabotere Martin Freses karriere, men FC Nordsjælland-profilen har nu endelig kurs mod et stort udlandsskifte til sommer. Tipsbladet har talt med den målfarlige forsvarsspiller, der aldrig har opgivet drømmen om udlandet, selvom det til tider har set sort ud.

FARUM (Tipsbladet): Der var flere tidspunkter, hvor der hang tunge, mørke skyer over Martin Freses karriere. 

Tilbage i 2017 blev han som 19-årig ramt af en korsbåndsskade, der kostede et års pause, og i foråret 2019 blev Frese så ramt af en ny alvorlig skade, der holdt forsvarsspilleren ude i en længere periode. 

Skaderne fik dog ikke gjort dog en ende på Martin Freses lovende karriere, for den 26-årige forsvarsspiller har i de seneste sæsoner etableret sig som en af de bedste venstrebacker i Superligaen. Til sommer udløber kontrakten med FC Nordsjælland dog, og alt peger i retning af et skifte til en af Europas store ligaer. 

Martin Frese vil selv ikke lægge skjul på, at det er en spændende tid for ham, fordi han snart går en ny tilværelse i møde med et stort udlandsskifte. 

- Ja, det er jo første gang, at jeg prøver det her. Det er en lidt anderledes situation. Men lige nu har jeg fokus på FCN. Jeg har karantæne mod Randers (søndag, red.), men der venter 10 spændende kampe for os derefter, og alt er muligt.

- Plus to pokalkampe, selvom vi selvfølgelig håber på tre. Så det bliver et spændende forår, og vi glæder os helt vildt, siger Martin Frese til Tipsbladet. 

Har du altid været sikker på, at du ville nå hertil, hvor du nu står foran et stort udlandsskifte?

- Det har jo altid været en drøm, lige siden jeg startede op her i klubben, at man en dag skulle ud. At man forhåbentligt havde gjort det så godt, at man kunne komme ud og spille på større adresser, prøve nogle andre ligaer og nogle andre kulturer af.

- Det har altid været en drøm for mig at komme ud og prøve mig af. Men nu må vi se, hvor det bliver, siger Martin Frese. 

Men har du været i tvivl om, at det ville lykkes for dig, eksempelvis da du blev ramt af en korsbåndsskade?

- Det har selvfølgelig set sort ud. Jeg har aldrig været i tvivl om hvilken vej, jeg ville gå, og jeg har altid troet på mig selv. Jeg har altid kæmpet mig tilbage, når det har set sort ud.

- Selvfølgelig har det været svært for mig. Det har været nogle hårde skader. Men jeg har altid haft et mål om, at jeg skulle slå igennem, og jeg er selvfølgelig glad for, at jeg står her i dag.

Det endte med et 2-0-nederlag, da FC Nordsjælland for nyligt var i Parken. De tre øvrige kampe i foråret mod Lyngby Boldklub, Silkeborg IF og Hvidovre IF er dog alle endt med sejre. Foto: Imago

Superligaens målfarligste forsvarsspiller
Med to mål i forårets fire første kampe er Martin Frese nu i alt oppe på seks scoringer i alle turneringer i denne sæson, og FC Nordsjælland-profilen er uden tvivl en af de mest målfarlige forsvarsspillere i Superligaen. Og det kommer ikke af sig selv, for Frese presser sig selv hårdt dagligt for at kunne bidrage med mål i kampene.

- Ja, det er noget, jeg prøver at lægge på i hverdagen til træning. Det er noget, jeg tænker over. Mål afgør fodboldkampe, og jeg vil altid være med til at bidrage med det, hvis jeg kan.

- Så ja, det er helt sikkert noget, som jeg går og tænker på, og noget, som jeg arbejder på hver dag. Så det er dejligt at se, at det også giver pote i kampene, og at jeg har været med til at afgøre det, lyder det fra Martin Frese. 

Med et nært forestående skifte til en større liga er der også en anden drøm, der måske kan komme tættere på at blive til virkelighed. Martin Frese har nemlig en ambition om at spille for Danmark på et tidspunkt. 

- Helt sikkert. Det er jo det største indenfor fodbold at repræsentere sit land. Så det er helt sikkert også et mål for mig. Forhåbentligt kan det gå i opfyldelse en dag. Jeg gør i hvert fald alt, jeg kan, for at det skal ske, siger Martin Frese. 

I denne uge har der været en del debat om, hvorvidt der er nok Superliga-spillere på landsholdet. Synes du, at der er nok?

- Haha, jeg tror ikke, at der er en eneste den her gang. Jo, Jelert er med. Det er jo op til Hjulmand at bestemme, men jeg synes, at der er mange gode danske spillere i Superligaen.

- Så forhåbentligt får vi nogle flere at se, for jeg synes, at Superligaen har et højt niveau. Så jeg kunne godt se, at der ville komme flere i fremtiden.

Med tre sejre i de første fire kampe har FC Nordsjælland fået en stærk start på forårssæsonen, og Farum-klubben har i skrivende stund seks point op til FC København på tredjepladsen. 

- Vi går efter medaljer. Det vil vi ikke lægge skjul på. Vi vil altid jagte de ting, vi kan nå, og nu er det medaljerne, hvor vi lige nu ligger et stykke fra. Det er helt sikkert noget, vi har som målsætning, at komme derop. Og så har vi selvfølgelig også pokalturneringen, som vi går meget op i. Vi skal i finalen og forhåbentligt også vinde den, lyder det afslutningsvist fra Martin Frese. 

FC Nordsjælland møder AGF i semifinalen i pokalturneringen, hvor det første opgør spilles i Farum fredag den 29. marts.