Video : Tipsbladet
Superliga

FC København skal bede til de allerhøjeste magter

FC København er nyt tophold i Superligaen med en sejr over Sønderjyske.

(Tipsbladet på Sydbank Park) 

Sønderjyske - FC København 0-2 (0-1)

0-1 Orri Oskarsson (17.)
0-2 Mohamed Elyounoussi (87.) 

Kampens bedste

Sønderjyske

Anfører Rasmus Vinderslev holder godt sammen på holdet og gemmer sig ikke, bare fordi de dyreste fodboldben i Danmark kommer på besøg i Haderslev. Viste sig godt frem og tog en masse slåskampe til fordel for sit mandskab. En mandfolkeindsats, der gjorde, at FC Københavns dyre stjerner måtte give sig 100 procent for at tage alle point på Sydbank Park.  

FC København

Jacob Neestrups guldfugl Orri Oskarsson viser igen, hvorfor FC København skal bede til de allerhøjeste magter i denne verden for, at de store klubber i Europa ikke byder et beløb, som sportsdirektør Sune Smith-Nielsen kan blive nødsaget til at acceptere. Som Tipsbladet har fortalt, blev et bud på over 100 millioner kroner fra Girona blankt afvist, men det er jo ikke ensbetydende med, at interessen for den skarpe islænding stopper. Især ikke, når han igen og igen laver gode mål. Nu er han oppe på tre Superliga-mål i fire kampe i denne sæson, og det var kun uheld, der gjorde, at han ikke lavede flere kasser. Hvilken angriber! Men, men, men. Gik han i stykker til allersidst, da han i et forsøg på endnu et mål strakte sig så meget, at knæet fik et vrid? Heldigvis for FC Københan kunne han selv gå ud af banen og ned på bænken.

Kampens værste

Sandheden om denne kamp var, at FC København fik underkendt tre scoringer på VAR-kendelser. Og så ramte FC København stolpen og overliggeren et hav af gange. Det kunne med andre ord være gået mere galt for Sønderjyske, end tilfældet var, og især målet fra Orri Oskarsson viste, at midterforsvaret med Maxime Soulas og Tobias Sommer havde afstemningsproblemer. 

Kampens detalje

Det er aldrig sjovt at opnå noget på bekostning af andres ulykke, men det var nu engang tilfældet, da Jakob Busk fik en kæmpe oplevelse i at blive skiftet ind mod netop FC København. En klub, han altid vil nære store følelser for. Kort før pausen måtte Nicolai Flø give op at fortsætte, og så fik den nytilkomne Sønderjyske-målmand debut mod sin barndomsklub, som han endeligt forlod for otte år siden for at komme til udlandet, da spilletiden for løverne var alt for langt væk. Det blev til syv optrædener for FC Københavns bedste hold, og nu kan Jakob Busk også skrive denne kamp imod dem på cv'et. Fansene fra hovedstaden kvitterede også med en flot velkomst.