Video : Tipsbladet
EM

Tyrkisk profil idømt karantæne for jubelscene

Tyrkiske Merih Demials fejring af sit andet mål i ottendedelsfinalen mod Østrig koster to karantænedage.

Tyrkiske Merih Demiral går glip af holdets EM-kvartfinale mod Holland.

Midtstopperen har fået to kampes karantæne for en målfejring i EM-ottendedelsfinalen mod Østrig af Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa).

Demiral får karantænen, fordi han ifølge Uefa har "overtrådt de grundlæggende regler for anstændig opførsel, brugt en sportsbegivenhed til en manifestation af ikke-sportslig karakter og for at bringe fodbolden i miskredit".

Demiral scorede begge tyrkiske mål i 2-1-sejren over Østrig. Ved den anden scoring lavede midtstopperen en fejring, hvor han løftede armene op og strakte pege- og lillefinger i vejret på begge hænder.

De to hænder i luften symboliserer ulveører.

Det er efter sigende en hilsen, som bruges af den ultranationalistiske gruppering "Grey Wolves" på den yderste højrefløj i Tyrkiet.

- Jeg havde en specifik fejring i tankerne, og det var den, jeg lavede. Det handler om min tyrkiske identitet, for jeg er meget stolt af at være tyrker, forklarede Demiral efter kampen.

Fejringen har også påvirket det diplomatiske forhold mellem Tyrkiet og Tyskland.

Efter kampen kommenterede Tysklands indenrigsminister, Nancy Faeser, episoden på det sociale medie X.

- Symboler fra tyrkiske højrefløjsekstremister har ingen plads på vores stadioner, skrev ministeren.

- At bruge europamesterskaberne som en platform for racisme er aldeles uacceptabelt.

Det fik det tyrkiske udenrigsministerium til at indkalde Tysklands ambassadør i hovedstaden, Ankara.

Her skulle ambassadøren forsvare Nancy Faesers udtalelser om sagen.

Torsdag var det så den tyrkiske ambassadør i Tyskland, der skulle stå skoleret for det tyske udenrigsministerium i Berlin.

Demiral er ikke den eneste, der straffes for en målfejring i ottendedelsfinalen.

I opgøret mod Slovenien greb Englands Jude Bellingham i skridtet efter sin udligning i tillægstiden. Ifølge Uefa "overtrådte Bellingham de grundlæggende regler for anstændig opførsel."

Bellingham straffes med en bøde på 30.000 euro. Det svarer til omkring 220.000 kroner.

Derudover modtager han en spilledags betinget karantæne. Det betyder, at Real Madrid-stjernen er tilgængelig for England i holdets kvartfinale mod Schweiz. Den betingede straf gælder i et år.

/ritzau/