En ny forsvarsspiller er på plads i FC København.
Jacob Neestrup og co. har nemlig hentet Munashe Garananga, der kommer fra den belgiske klub KV Mechelen.
Den belgiske journalist Sasha Tavolieri var den første til at beskrive handlen, og det stemmer overens med Tipsbladets oplysninger.
Tipsbladet kan derudover afsløre, at Garananga får en firårig kontrakt i FC København.
Munashe Garananga rejser til København denne mandag, hvor han skal gennemgå det obligatoriske lægetjek. Prisen lyder på fire millioner euro, hvilket svarer til 30 millioner kroner.
Det er altså kun de allersidste ting, der skal falde på plads, før Munashe Garananga kan kalde sig for ny FC København-spiller.
Tipsbladet har været i kontakt med Tim Matthys, der er teknisk direktør i KV Mechelen. Han ønsker ikke at udtale sig om forhandlingerne med FC København.
Munashe Garananga har blot spillet i KV Mechelen siden februar, hvor den 23-årige stopper fra Zimbabwe blev hentet i FC Sheriff Tiraspol fra Moldova.
Garananga nåede at spille 32 kampe for Sheriff Tiraspol, hvori det blev til to mål.