FC Midtjylland tager snart afsked med midtstopperen Mikkel Fischer, der i sidste sæson var udlejet til FC Fredericia og i januar 2023 forlængede sin kontrakt med "ulvene" med fem år.
Tipsbladet erfarer, at 20-årige Mikkel Fischer er på vej til lægetjek i norske FK Haugesund, hvor han skriver under på en fire-årig aftale, hvis det obligatoriske lægetjek forløber uden problemer.
I Norge får Mikkel Fischer danske Sancheev Manoharan som cheftræner i FK Haugesund, som er tredjesidst i Eliteserien knap halvvejs i sæsonen.
Mikkel Fischer har aldrig optrådt for FC Midtjyllands førstehold, men i sidste sæson tankede han som nævnt erfaring i FC Fredericia, hvor det blev til masser af spilletid i NordicBet Ligaen.
Fischer har desuden erfaring fra en række danske ungdomslandskampe.