Video : Tipsbladet
Superliga

Brøndby henter målmand tilbage: Tørnes skal være backup for Schwäbe

Michael Tørnes vender tilbage til Brøndby IF. Målmanden skal være reserve for Marvin Schwäbe i den kommende sæson.

Det er over fem år, siden Michael Tørnes forlod Brøndby IF, men denne sommer vender han tilbage. Klubben har netop meddelt, at den har skrevet kontrakt med målmanden, der kommer fra et ophold i Vendsyssel FF.

33-årige Tørnes har fået en etårig kontrakt og skal i den kommende sæson agere reserve for førstemålmand Marvin Schwäbe i stedet for Benjamin Bellot, som forlader klubben.

- Marvin er en ung målmand, der stadig udvikler sig, og i sin første sæson for os, som netop er overstået, startede han stærkt, men faldt så i niveau sammen med resten af holdet. Marvin viste dog stor karakter og spillede sig op – og specielt i Mesterskabsspillet har han vist den klasse, han har og det store potentiale, han besidder. Derfor er der ingen tvivl om, at Marvin er vores førstevalg i målet i den kommende sæson. Men vi har som bekendt sagt farvel til vores reservemålmand Benjamin Bellot, og det er den rolle, som Tørnes kommer til at udfylde, siger sportsdirektør Ebbe Sand.

- Til træning skal Tørnes presse Marvin yderligere og være med til at styrke vores målmandsteam, som også unge Mads Hermansen er en del af. Michael Tørnes kender klubben og ved, hvad det kræver af indstilling til træning og eventuelle kampe, så vi ser frem til en samlet og stærk målmandsgruppe.

De kampe har Tørnes spillet 36 af for Brøndby. Den seneste ligger dog tilbage i 2013, da han forlod klubben ved nytår 2014 og siden har spillet i HJK Helsinki, Sandefjord, OB, Vitesse og altså Vendsyssel FF.