Brøndby IF møder mandag FC København på hjemmebane i Superligaen. Daniel Agger ser ud til at nærme sig en klarmelding, men derimod er det straks værre med anfører Thomas Kahlenberg.
Han måtte på grund af en hofteskade melde afbud til landsholdets to kampe mod USA og Frankrig, og det var på grund af den skade, at han måtte lade sig udskifte før tid i kampen mod FC Vestsjælland for snart to uger siden.
Han ser sig selv som tvivlsom til opgøret mod FC København.
- Det gik ikke så godt mod Vestsjælland, og generelt går det ikke så godt. Jeg ved ikke selv endnu, hvor jeg står i forhold til den kommende kamp, siger Thomas Kahlenberg til Ekstra Bladet.
Thomas Kahlenberg havde karantæne i det seneste opgør mellem Brøndby IF og FC København. Han har i denne sæson scoret to mål og lavet tre oplæg.