Bedst og værst: Polsk målnæse i blå-gul premiere-sejr
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Bedst og værst: Polsk målnæse i blå-gul premiere-sejr

Vi har zoomet ind på kampen mellem Randers FC og Brøndby IF.

Randers FC - Brøndby IF 0-2 (0-1)

0-1 - Ante Erceg (30')
0-2 - Kamil Wilczek (63')

Kampens bedste:

Randers FC:

Randers spillede en rigtig god kamp og havde vel egentlig flere gode perioder end gæsterne. Marcus Mølvadgaard ligner en spændende ny legemakker til Saba Lobjandize, der endnu engang gjorde livet svært for Brøndby-defensiven. Georgieren var endnu engang blandt de bedste hos Randers, hvis bedste spiller dog skulle findes på midten. Frederik Lauenborg gik forrest, dominerede mod en af Superligaens bedste midtbaner og havde tilmed overskud til at komme med i dybdeløb fra tid til anden. 

Brøndby IF:

Brøndby gjorde det, som hverken FC Midtjylland eller FC København magtede i Superligaens første runde. Det var ikke overbevisende, men det var kynisk, og gæsterne kendte deres besøgelsestid. Nyindkøbet Ante Erceg var bedste mand hos gæsterne og noterede sig for både mål og assist i sin debut. Kroaten placerer sig godt, er god til at finde plads i feltet og så er han en lidt mere bevægelig type, end både Kamil Wilczek og Teemu Pukki. Det lover godt for angriberen og Brøndby.

Kampens værste:

Brøndby vandt, men Zorniger må alligevel tage hjem fra kronjylland med flere bekymringer i baghovedet. Midtbanen havde svært ved at styre kampen og sætte tempo, men særligt forsvaret og Benedikt Röcker så ikke overbevisende ud. Det var i hvertfald overraskende, hvor nemt Randers havde ved at spille sig til chancer, som bedre modstandere måske havde udnyttet bedre. Et lille, men ikke ubetydeligt, hår i suppen i en ellers godkendt Superliga-premiere. 

Kampens detalje:

Kamil Wilczek bombede løs i foråret, men måtte tage til takke med en plads på bænken fra kampens start. Men da først den polske målnæse kom på banen, skulle han kun bruge to minutter på at dukke op lige der, hvor bolden havnede ved bagerste stolpe, og fordoble Brøndbys føring.