Video : Tipsbladet
Superliga

AGF-direktør erkender: Går hårde år i møde

Der er udsigt til nogle dyre år for AGF'erne, fortæller direktør Jacob Nielsen.

AGF har i de seneste sæsoner fået økonomien på rigtig flot kurs, og senest præsenterede klubben et overskud på 15 millioner kroner. Det glæder man sig selvfølgelig over i Aarhus, men AGF-direktør Jacob Nielsen slår fast, at man går nogle svære år i møde.

Det sker i et interview med Discovery+.

- Vi er også godt med på, at de næste to-tre år bliver rigtig hårde for os. De bliver dyre for os. Vi skal spille på midlertidig stadion. I 2024 bliver der raget noget ned af det nuværende Ceres Park, så i hele 2024 bliver der ikke de samme muligheder, siger han og fortsætter:

- Vi kan heller ikke se os fri fra, at der kommer en stor regning i 2025 og 2026, når vi skal til Vejlby Stadion sandsynligvis og spille der. Så vi skal også ruste os til den del, fordi vi helst ikke vil entrere på et helt nyt Ceres Park i 2026 med en spillertrup, der ikke ligger i den bedste halvdel af Superligaen, lyder det fra Jacob Nielsen.

Han slår desuden fast, at det er bekræftet, at man i perioden uden den vante hjemmebane skal spille i Vejlby, og her understreger AGF-direktøren, at det hele skal gøres i respekt for dem, som ellers benytter området i det nordlige Aarhus.

- Det er jo en meget stor forening i Skovbakken, men også med nogle kommercielle interessenter. Lige fra springgymnastik for små børn til Bakken Bears, der også har deres dagligdag der. Der skal vi have respekt for og værne om og være en del af. Det er et meget stort puslespil, der skal gå sammen om alt det der, fortæller Jacob Nielsen.

Nielsen understreger dog, at han er fortrøstningsfuld for de kommende år.

Det var blandt andet tilskuerindtægter, der var med til at give AGF deres overskud. Læs mere om det her.